Let go, ego!

Det er næsten et år siden, at jeg luftede ideen her på bloggen, og i efteråret besluttede jeg mig for rent faktisk at gøre noget ved det. Det var ikke en ligetil beslutning – dels koster det temmelig mange penge, som jeg ikke helt anede hvad jeg ville få for, og dels var (og er) jeg faktisk lidt nervøs for, om jeg kan. Om jeg er god nok. Om jeg kan lære så meget, at andre kan lære noget af mig. Men altså: i fredags kastede jeg mig ud i den første weekend af min uddannelse til yogalærer. Simpelthen. Seks weekender plus det løse i form af træning, lektier, observationer og timer i studiet som assistent skulle til marts meget gerne munde ud i, at jeg er certificeret  200 timers yogainstruktør. Og ja, det falder lige oven i flyttekasser og ditto rod og et hus, som vi overtager i morgen og skal finde os til rette i. Men det var jo ikke til at vide dengang i efteråret, og indtil videre løser det sig fint.

Det var angstprovokerende at begynde på det, og det blev egentlig ikke mindre skræmmende, da jeg først var startet. For jeg indså ret hurtigt, at selv om vi er et lille, intimt hold, er der mange, der er meget, meget bedre end jeg er (og ja, jeg ved godt, at det ikke er meningen, at man skal tale om at “være god til” yoga, men når den ene står på hænder og den anden vrider sig selv i flere knuder end jeg troede muligt, så ser det sådan set ud, som om de er rimelig gode) – og dét i sig selv skubbede til alle de usikkerheder, jeg har og altid har haft. Om at være den lidt store, den lidt klodsede, den meget, meget lidt graciøse. Så ud over at være en overvindelse har min start på uddannelsen også været en påmindelse om en af de ting, yoga fangede mig med helt fra begyndelsen: fraværet af ego. Ikke automatisk, for usikkerheden og egoet parkerer absolut ikke sig selv uden for døren, når jeg træner ind, men jeg bliver mindet om, at det OGSÅ er at “være god til” yoga. At glemme egoet, at lade være med sammenligne mig selv med andre. At huske på, at det her er noget, jeg gør for mig og kun mig, og ikke fordi jeg skal vise nogen som helst andre, hvad jeg kan – eller AT jeg kan. Det er bare mig, og de andre er omkring mig, men de er ikke mig.

Når det kommer til forskellige former for sport, har jeg virkelig aldrig været specielt konkurrencepræget. Jeg har altid haft det bedst med sportsgrene, hvor man ikke kæmper mod andre, men bare for og med sig selv. Og jeg har ikke specielt gode minder om min skoletids badmintonturneringer; ikke fordi jeg ikke kunne lide at spille badminton – tværtimod, jeg elskede det! Men fordi jeg, så snart der var tale om en rigtig konkurrence, hvor det rent faktisk betød noget, at man vandt, fik sådan en virkelig uhensigtsmæssig nedsmeltning, hvor jeg ikke kunne noget som helst. Det betød, at jeg tabte mine egne kampe, og det betød også, at jeg var den, ingen gad spille double med, fordi jeg selvsagt også havde en ret stor andel i at tabe de kampe. Jeg har aldrig været god til konkurrencesport, og jeg droppede alt, hvad der ligner konkurrence, for mange år siden.

Den helhed, som yoga repræsenterer, er fantastisk og unik. Jeg føler virkelig, at yoga på en eller anden måde “tager sig af” mig og hele mig. Jeg bliver stærkere og mere smidig, men lige så vigtigt bliver jeg bevidst om de tanker og følelser, der kommer og går; dem, der fylder – og dem, der fylder for meget. Og i lang tid har det været en fantastisk følelse at mærke, hvordan jeg kunne gå ind i salen, rulle måtten ud og glemme alle de andre derinde. Kun koncentrere mig om min egen træning.

Jeg er blevet slået lidt tilbage med begyndelsen på uddannelsen, men det er der nok en mening med. Der ville ikke være meget mening i at gøre det, hvis det ikke bød på udfordringer og tvang mig til påny og fra en anden vinkel at skulle forholde mig til mig selv og mine egne hæmninger og barrierer. Vi er kun lige begyndt, og jeg håber, at jeg inden ret længe får indsigt nok til at justere på det alt for selvbevidste (og seriøst ukonstruktive) billede af den buttede tumling, der ikke kan det samme som de dygtige piger i klassen, og i stedet ser en snart 40-årig, der har turde vælge en ny vej for at se, hvad den – og ikke mindst hun selv – kan. Det bliver godt.

6 tanker om “Let go, ego!

  1. Du er MEGA sej og modig! Du kommer til at være så god. Du har alle de der mange fantastiske ord Julie. Det er ligesom at skrive. Ord er halvdelen af magien når det kommer til yoga. Du kommer til at være så god!

    1. Årh tak, Mette! Det var sødt skrevet. Når jeg tænker over de yogalærere, der har givet mig mest, har det jo også været på grund af deres personlighed og ord – ikke deres peacock poses. 😉 Så det skal nok gå fint.

  2. Læser med og synes også du er sej 😉 stadig fine refleksioner om stort og småt. Håber du bliver glad for uddannelsen. Kh Maria (Benja’s)

    1. Tak, søde Maria. Dejligt at høre fra dig! I ser jo ud til at have fundet lykken med jeres fantastiske nye hjem! Wow, nogle billeder. <3

  3. Hvor lyder det fantastisk! Jeg synes netop, at det er en af gaverne ved at være “medrejsende hustru” – at man får mulighed for at tænke lidt ud af boksen og gøre noget, som man måske ikke havde haft tid eller mulighed for, hvis man sad i en travl hverdag i Danmark. Dejlig indlæg – det har fået tankerne i gang hos mig! Held og lykke med det hele!

    1. Tak skal du have, Christina! Og du har helt ret. Det ER nemlig en af de helt store fordele – det prøver jeg også at huske mig selv på jævnligt! 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *