Når Down Dog kommer på cv’et…

Med de vindhekse der har rullet over bloggen her den seneste tid, kunne man måske godt forledes til at tro, at der har været for lidt at skrive om – men nej. Overhovedet ikke. Men tiden er fløjet med en tur til San Francisco (som jeg nok skal vende tilbage til), planlægning af et Danmarksbesøg, der ligger lige om hjørnet – og så var der jo lige den dér yogalæreruddannelse… Det er sidstnævnte, der kommer en opdatering på her, for manner, det har været en intens omgang, som nu er ved at være slut – eller rettere for alvor skal til at begynde. Sidste weekend i forløbet ligge lige om hjørnet, så hvis alt går vel, kan jeg om en uge kalde mig certificeret yogainstruktør. Hvilket faktisk føles totalt fedt. Og ikke mindst virkelig vildt, taget i betragtning, at yoga lå så langt fra mint tankesæt, da jeg kom herover for to år siden. Men hele ideen med (for mit vedkommende) at logge ud af det vante var jo netop at se, hvilke retninger vinden blæste – og yogaretningen var så åbenbart en af dem.

Nye vinde, nye retninger – og nogle gange hjælper det at vende hovedet nedad.

Forløbet har været intenst og ikke mindst tids- og energikrævende. Seks weekender har vi mødtes, de fleste dage 10 timer om dagen, og dagene er gået med teori (om alt lige fra anatomi over Reiki-healing og børneyoga til PTSD-yoga), yogaøvelser, meditation og masser af masser af træning i dét at undervise. Sidstnævnte har været fuldstændig ubeskriveligt grænseoverskridende. Jeg har måttet minde mig selv om, at jeg er en snart 40-årig, velbegavet og velfungerende kvinde og ikke en bævende 13-årige, der skal holde en tale foran familien for første gang. Det har været sindssygt svært, og første gang vi skulle undervise hinanden foran lærerne, var jeg parat til at springe fra. Heldigvis er jeg trods alt så økonomisk ansvarlig, at dét beløb jeg har betalt for den her træning, afholdt mig fra bare at flygte – og hvor er jeg glad for det nu.

Vores lærer brugte SÅ meget tid i begyndelsen på at forsikre os alle om, at når det her forløb var overstået, ville vi alle sammen føle os 100 % klar til at undervise i yoga. Og vi lavede alle sammen usynlige øjenrulninger, for nej. Det lå så langt væk. Alligevel vidste vi jo godt hvorfor vi var der, og der var ikke rigtigt noget at gøre, så vi gjorde hvad der blev sagt – og ganske rigtigt. Her, med kun en weekend tilbage, er der ikke en eneste af os, der ikke føler os klar. Jeg kan faktisk slet ikke vente med at komme i gang!

En del af uddannelsen har været at undervise gratis hold – community classes – som vi selv skulle arrangere. Jeg har undervist en time på børnenes skole, hvor 15 af de ansatte mødte op – det var min allerførste time, jeg var landet fra San Francisco kl 1 om natten aftenen før, og jeg var tæt på at dø af skræk. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og det gik så fint. Min anden time var for N’s firma, som vi lokkede herhjem med løfter om masser af drinks og mad efter yogatimen, og den tredje time foregik med naboer fra kvarteret. De gik alle sammen fuldstændig som de skulle – og det var en uvurderlig hjælp i forhold til at forberede mig på at skulle undervise rigtigt.

Min helt egen version af vinyasa yoga og efterfølgende vin – wineyasa, om man vil. 😉

Jeg har været så opslugt af forløbet, at jeg først for et par dage siden kunne se det fra et mere overordnet perspektiv, og så blev jeg faktisk lidt stolt. Tænk, at jeg gjorde det. Tænk, at jeg bevægede mig så langt ud af min tryghedszone, tænk at jeg gennemførte, tænk at jeg rent faktisk har uddannet mig. Nej, det er ikke en ny kandidatgrad, og jeg er heller ikke pludselig blevet professor – men for mig er det en helt ny uddannelse, og jeg er så glad for, at jeg gjorde det. Lyttede til nogle impulser og lod dem styre showet lidt. Jeg har masser af drømme og håb og planer for, hvad der nu skal ske – i første omgang skal jeg se, om nogen vil ansætte mig, og så bevæger jeg mig videre derfra.

Namaste. 🙂

6 tanker om “Når Down Dog kommer på cv’et…

  1. Tillykke, hvor er det godt gået! Som jeg også skrev tidligere, så synes jeg netop, at det er noget af det fantastiske ved sådan en flytning – at man får en frisk start og chancen for at prøve noget af, som man måske ikke havde haft modet, tiden etc. til, hvis man var blevet i de faste rammer. Meget inspirerende for mig, som står i en ligende situation og skal til at skabe en hverdag i et nyt land. Tak og held og lykke fremover!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *