Når identiteten gemmer sig

Pausen fra bloggen de seneste to måneder har været min hidtil længste. Og det er ikke fordi jeg bevidst satte mig for at holde en pause, men det har heller ikke været sådan, at jeg har klasket mig selv i hovedet for ikke at komme til tasterne noget før. Sandheden er, at der pludselig skete så mange ting – nogle var spændende, andre knap så fede, og de mindre fede gjorde, at jeg i laaaang tid ikke rigtig kunne finde motivationen til at skrive. Yderst kort fortalt tog vi til Danmark for at forlænge vores visum, og det blev en noget anden oplevelse, end vi havde regnet med. Vi var fanget i Danmark i tre uger, mens vi ventede på en afklaring, og selv om vi nød at tilbringe en masse tid med familien og tilmed nåede at se en masse af de venner vi ellers ikke ville have nået, så var uvisheden og tanken om alt det, vi havde efterladt herovre, virkelig stressende. Det løste sig heldigvis tilsidst, og vi kunne rejse hjem – med ro i sindet og fem nye år på vores visum.

Da alt det var lagt bag os, begyndte hverdagen herovre igen, og så fik vi pludselig småtravlt. Jeg har nemlig fået arbejde! Ejeren af det yogastudie, som er hele grunden til, at jeg blev så vild med yoga overhovedet (og hvor jeg tog min uddannelse) har tilbudt mig at undervise dér, og det har været med lige dele rædsel, nervøsitet, spænding, ærefrygt, henrykkelse og usikkerhed, at jeg har kastet mig ud i at undervise nogle gange om ugen. Det er ikke min plan, at det skal blive til mere end to eller højst tre timer ugen, og det har selvfølgelig at gøre med, at en del af præmissen herovre er, at jeg er den, der står til rådighed i forhold til børn, skole, aktiviteter og den slags, så det har ikke på noget tidspunkt været planen, at jeg skulle finde mig et fuldtidsjob. Jeg må nok også indrømme, at jeg efterhånden sætter lidt for meget pris på vores livsstil til at ændre drastisk på det, haha!

Og about that. Jeg har nævnt det før, men noget af det, jeg får flest spørgsmål om i forhold til vores liv herovre er, hvordan jeg trives med ikke at arbejde. Ikke være den, der hiver en hyre hjem, og til gengæld være den, der er 100 % afhængig af, at en anden gør det. Den, der bruger et kreditkort med penge, jeg ikke selv har sat ind på kontoen, og den der “bare” er mor uden alle de andre lag, som det kan være så rart at lægge på, når identiteten kan føles lidt endimensionel. Mange spørger mig til det, både folk jeg kender godt, og folk jeg lige har mødt, og jeg ville lyve hvis jeg påstod, at det ikke også er et tema, der ind imellem sætter små spørgsmålstegn i mit eget sind.

Jeg havde en snak med N om det for et par dage siden, og nogle gange kan det som bekendt være enormt berigende (og befriende) at få vinklen fra nogle, der ikke er mig i samme situation, men som trods alt ER i situationen og både ved, hvordan tingene så ud engang og stadig ser ud for mange andre – men som også er helt med på, hvordan livet ser ud nu, og hvad vi hver især lægger i det. Det var en af de smukke, varme aftener (som vi lige nu nyder i fulde drag) på vores terrasse, og vi sad i gyngestolene med en kold øl, og jeg nævnte noget om, at det ind imellem var en mærkelig følelse, dét med at være den, der hang på og var afhængig. “Hvis du nu går ud og finder en yngre model, så står jeg jo tilbage med nul og niks!” tror jeg, jeg sagde. Og det sjove er, at når jeg lufter den slags tanker, så kan han SLET ikke se det. For det første minder han mig om, at jeg som hans ægtefælle ejer halvdelen af, hvad han tjener og ejer – så dén er jo i vinkel (gnæg). Men som han så også mindede mig om, så er der jo INGEN i den her familie, der ikke bidrager, og selv om min andel i opbygningen af vores fundament herovre muligvis ikke er økonomisk, så er det ikke ensbetydende med, at den ikke er lige så afgørende. Jeg er for eksempel en langt mere social og udadvendt netværker, end N er, og dét er blandt andet grunden til, at vi overhovedet fik fingrene i vores hus, som vi elsker – inden det nogensinde kom på markedet. Det har også ført til andre vigtige kontakter til mennesker, der har haft afgørende betydning for vores liv herovre. Og så er der jo lige dét med, at hvis jeg ikke fik hjemmefundamentet til at hænge sammen – ja, så ville hans opbygning af firmaet og vores økonomi slet ikke have været mulig. Han minder mig om, at min rolle er nøjagtig lige så betydningsfuld og uundværlig som hans.

Alt dét her er ikke noget jeg skriver for at retfærdiggøre noget eller overbevise mig selv om min værdi. Det er snarere fordi jeg tænker, at andre kunne være eller havne i samme situation og med stor sandsynlighed ende med de samme tanker. Om ikke andet, så måske bare en gang imellem. Vi er så vant til at binde vores identitet op på vores job, at det kan være næsten umuligt at finde en form for klarsyn og få øje på hvad vi også består af og bidrager med, når job-selvet skrælles væk. Jeg er glad for at have nogen, der kan hjælpe mig med at få øje på det, når det kniber og usikkerheden rammer, for sandheden er jo – og det er føles jo egentlig helt skørt at skulle skrive det – at jeg ikke er mindre værd eller bidrager med mindre, fordi jeg ikke har en fast månedsløn. Mit arbejde ligger bare i kulisserne i stedet for. 😉

2 tanker om “Når identiteten gemmer sig

  1. Tillykke med 5 aars visum og arbejdet! Hvor er det godt gaaet! Jeg kender alt til de foelelser, du beskriver, og hvor er det dejligt inspirerende at laese, at du har fundet din egen vej mht yoga uddannelsen og job samtidig med at staa for meget paa hjemmefronten. Jeg haaber selv, at finde noget jeg braender for paa deltid, freelance eller ligende, og faa noget skoent professionelt og personligt ud af de nye muligheder, der viser sig. Saa igen, tak for inspiration! Og hvis jeg maa tillade mig at spoerge, saa vil det da vaere spaendende at se lidt billeder af jeres nye hus – for at puste lidt til mine egne USA droemme, selvom der nok gaar et par aar endnu inden de skal udleves.

    1. Tak for de søde ord, Christina! Og ja, du kan tro jeg gerne vil vise billeder af huset – jeg har ikke nogen liggende, men jeg vil rigtig gerne få taget nogle, så jeg kan vise det hele frem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *