Skyggesiden, savnet… og skylden.

Der er så utrolig mange fantastiske aspekter ved at bo her. Jeg tror jeg har beskrevet de fleste af dem i diverse begejstrede indlæg om klimaet, skolen, vores hus, mulighederne for rejser, elimineringen af hverdagsstress som vores livsstil har bragt med sig – og endnu flere pluspunkter, som jeg sikkert ikke har behandlet på bloggen, fordi de bare… er der. Uden at gøre det store væsen af sig. Men der er også en masse aspekter, som er mindre fantastiske – de fleste af dem er dog så ubetydelige i det store billede, at de ikke rigtigt fylder. Som Trump, der efterhånden er blevet så stor en joke, at det ikke engang kan betale sig for alvor sådan på daglig basis at hidse sig op længere, for hver dag dukker der noget nyt og vildere op, og gad vide, om den rigsretssag endelig er på vej, når I står op til det her indlæg? Det er heller ikke den relativt iøjnefaldende mængde slanger (heraf en pæn del giftige), der dukker op på mine løbe- og gåture og minder mig om, at her er livsfarligt. 😉 Ligesom det heller ikke er længslen efter fjordrejer på hvidt brød, smørrebrød, nye kartofler eller Meyers kanelsnurrar, der ind imellem lægger en dæmper på stemningen.

Det er skyld. Slet og ret. Skyld og dårlig samvittighed. Og det er som bekendt en af de mindst konstruktive sindsstemninger, man kan befinde sig i, men det er ikke desto mindre en tilstand, der fylder rigtig, rigtig meget, når man vælger at flytte sig selv og sine børn væk fra mennesker, der holder af os og dem. Og jo længere tid vi er væk, jo mere hjemme vi føler os her, jo mere fylder det.

Da vi tog beslutningen om at tage herover, var det for to år – så skulle vi hjem igen. Derfor valgte vi at leje vores hus ud i stedet for at sælge det, og jeg kan faktisk helt oprigtigt sige, at jeg ikke regnede med, at vi ville blive her længere end det. Nu har vi været her i to år og to måneder, vi har købt et hus herovre og sat vores danske til salg, og vi har også taget en beslutning om at blive her i hvert fald til A skal starte i hvad der svarer til dansk første klasse. Hver gang vi tager en beslutning om at forlænge, føles det rigtig, men det er også  med et tungt hjerte at vi giver beskeden videre til familie og venner – ikke fordi vi ikke er klar over, at de er ubeskrivelig glade på vores vegne, men fordi vi ved, at vores valg er et, der gør andre kede af det. Jeg ved godt, hvor meget vores børns bedsteforældre savner dem, og jeg ved også godt, at de helt 100 % savner dem hundrede gange mere end de giver udtryk for (for ikke at give os dårlig samvittighed). Jeg ved også, at jo længere tid vi bliver herovre, jo større bliver indflydelsen på vores danske venskaber – og måske også distancen, den, der går ud over den geografiske.

Men… Jeg ved også, at vi er GLADE her. Virkelig, virkelig glade. Vi savner, ja – helt vildt. Selvfølgelig gør vi da det. Vi savner mennesker, vi savner vores bånd. Men vi trives også. Vores børn trives, og de udvikler sig på måder vi kun kan observere med beundring og stolthed. Vi har muligheden for at leve et liv på en anden måde end vores danske ville være, og vi nyder det helt vildt. For det meste føles det stadig som en forlænget luksusferie, og jeg føler stadig, at vi lever så privilegeret, at det næsten ikke kan være sådan helt rigtigt.

Hvordan vurderer man hvad den rigtige beslutning er? Hvordan vejer man hverdagsrelationerne til de mennesker der rent faktisk betyder mest, op mod en hverdag, hvor alle får lov til at være de bedste udgaver af sig selv? I et makroperspektiv, et forsimplet blik på det liv vi lever nu og her, er alle glade og har fundet deres plads på en eller anden hylde, der føles rigtig rigtig. I et større billede, derimod, er der så mange følelser og tvivl, der melder sig: Hvad gør det ved vores børns relation til deres bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og alle de andre, at de bor så langt væk? Hvor længe kan vi tillade os at gøre det? Er der aspekter vi overser? Og… vil vi fortryde det? Jeg har altid haft et ekstremt tæt forhold til min familie, og hvis det ikke var fordi det føltes så naturligt at være her nu, så ville det føles meget, meget unaturligt. Helt forkert. Og helt ærligt, skylden fylder.

Jeg er sikker på, det her virker om et underligt og rodet indlæg for de fleste, men det er vigtigt for mig at beskrive alle aspekterne af det at flytte ud. Ikke kun de sjove, ikke kun alle eventyrene, solskinstimerne og hængekøjeidyllen. Det er så vigtigt at få de mere skyggebelagte sider med, og i det øjeblik man vælger at rejse langt væk med sin familie, er der en (for mig i hvert fald) helt uforudset og uventet lavine af følelsesmæssige rundkørsler, blindgyder og t-kryds, der melder sig, og de bringer ikke altid retningsanvisninger med sig. Sjældent, faktisk. Hvilket er grunden til, at det her indlæg har været så længe undervejs og stadig er så svært at få ned på skrift. For i virkeligheden ved jeg ikke helt hvad jeg vil med det ud over at fortælle, hvad udlandsdrømmen også er. Nemlig en hulens masse kvaler over, at den beslutning, der måske gør dig glad, kan ende med at gøre dem du elsker kede af det. Og når man sidder flere tusind kilometer væk, kan dén lille krølle godt være svær at glatte ud. ❤️

4 tanker om “Skyggesiden, savnet… og skylden.

  1. Kære Julie. Tak for et godt og beskrivende indlæg. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre, og kender kun alt for godt til det evige paradoks mellem at give sig selv lov til at nyde sit udenlandseventyr uden at få dårlig samvittighed overfor dem derhjemme! I mit tilfælde har jeg ikke nogen børn (endnu i hvert fald), hvilket gør det hele lidt nemmere. Jeg håber du finder en måde at gøre den dårlige samvittighed mindre dominerende på, og ønsker dig held og lykke med eventyret. Mvh Karen Møller, bosat i Portland, Oregon på andet år (har også en blog (Karensblog.dk), omend den har et lidt andet format end din.

    1. Hej Karen – tak for din kommentar! Der er ingen tvivl om, at den der lille detalje med børn gør det hele lidt mere indviklet. På den anden side, børn eller ej, vi har jo alle relationer derhjemme, der gør det svært at håndtere en afstand så stor som den mellem Danmark og USA. Og du er jo endda på Vestkysten, hvilket jo sender dig endnu længere væk! Tak fordi du tog dig tid til at skrive en besked herinde. Jeg vil straks tjekke din blog ud! 🙂

  2. Hej. Jeg bliver næsten nødt til også at komme med en kommentar til dette indlæg. For det eneste, der kan få mig til at overveje om USA nu også er for os, er afstanden til bedsteforældrene i Danmark (og i Israel, min mand er israeler). Vi er netop flyttet til London, som er det tætteste vi har været på Danmark i mange år, og det er virkelig dejligt og pratisk med en kort og billig flyvetur til/fra Danmark. USA er dog stadig drømmen, men først et par år i London, og så må vi se, hvordan samvittigheden har det på det tidspunkt. Tak for endnu et godt indlæg!

    1. Tusind tak for den søde kommentar, Christina! London lyder nu også ret fedt – det må være en fantastisk by at bo i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *