Trippin’ 2.0!

For to år siden valgte vi, at vores fælles sommerferie herovre skulle foregå på fire hjul, og jeg berettede begejstret om det her. Det viste sig at være en virkelig ideel måde for os at holde ferie på, og vi var helt enige om, at det ikke var sidste gang, vi tog på udvidet roadtrip. Fast forward til to år senere, nemlig nu, hvor vi netop er vendt hjem fra vores andet af slagsen – og det var om muligt en endnu større succes end det første! Om det er fordi børnene er blevet ældre og mere i stand til at tage oplevelserne ind, eller om vi bare havde valgt bedre destinationer end sidst, skal jeg ikke kunne sige – men vi kom hjem sent mandag aften med to ugers eventyr bag os (fire for mit og børnenes vedkommende; umiddelbart inden nuppede vi nemlig to uger i Danmark, hvor vi fik spist, krammet og grinet os gennem familie, venner, fjordrejer og flæskesteg) – og en hel masse overskud og glæde over alt det vi var ude i sammen på vores vej rundt.

For at gøre det en smule mere spiseligt og overskueligt har jeg valgt at dele denne omgang rejseberetning ind i to indlæg – første del kommer her, og del to følger senere denne uge. Jeg har valgt ikke at skrive detaljer om hoteller, restauranter og turarrangører ind i selve indlæggene, men skriv endelig, hvis I vil have tips. Jeg har masser af dem og deler dem hjertensgerne ud!

Første stop: Charleston

Charleston er en juvel. Intet mindre. Det er ikke et oplagt feriemål for mange danskere (eller europæere i det hele taget), men hver gang vi har besøg hjemmefra, opfordrer jeg virkelig kraftigt folk til at tage en tur derned. Charleston ligger cirka fire timers kørsel fra Raleigh, og når man først når den superfine by, forstår man hvad Southern charm dækker over. Det er en overskuelig by, som man sagtens kan spadsere rundt i, eller hvis man som os har to sæt mindre ben med, kan man vælge at se byen fra hestevogn eller cykeltaxa. Vi valgte førstnævnte, efter at jeg havde researchet grundigt på hvilke af de mange hestevognsfirmaer, der havde en holdning til dyrevelfærd. Mange af firmaerne går desværre ikke rigtig op i hvordan deres heste har det i Charlestons stegende hede, så det var meget vigtigt for os at finde nogen, der tog sig godt af deres dyr.

Ud over gamle huse, der bringer tankerne tilbage til Nord & Syd og Borte med Blæsten, en fantastisk smuk havnefront (hej delfiner, der lige hopper forbi, mens jeg nyder lidt hvidvin!) og de hyggeligste små skjulte veje og alléer, så byder Charleston altså også på noget af den bedste mad, man kan finde i Sydstaterne, hvor battered & deep fried ellers virker som en lidt for gennemgående tilberedningsmetode. Helt ærligt, når man bor lige ved et hav så fyldt med så meget lækkert, hvem i alverden finder så på at pakke alt ind i en tyk dej og smide det i ønskebrønden, indtil alt smager af den samme gråzone? Det er der heldigvis rigtig mange i Charleston, der ikke er hoppet på, og derfor er byen med rette kendt for sine mange fremragende restauranter.

Tag en tur til Charleston. Gør det! I vil aldrig fortryde.

Andet stop:  Crystal River

Da vi besluttede os for at tage på roadtrip, havde vi oprindeligt en plan om at køre nordpå mod Cape Cod, men efter lidt research og en lang snak med en erfaren Cape Cod-ven, besluttede vi os, at højsommeren var et skidt tidspunkt for den plan. Priserne er skyhøje og alle destinationerne overfyldte, så vi blev i stedet rådet til at gøre det i september (det bliver så ikke denne september, men måske næste!). Så røg vi tilbage i tænkeboksen og begyndte at tænke mere over HVAD vi gerne ville se – end HVOR. Jeg har i mange, mange år haft en drøm om at se manatees (søkøer) i det fri, og Florida er et af de absolut bedste steder – hvis ikke DET bedste – at gøre netop det. Bl.a. derfor valgte vi altså at køre sydpå igen, og af præcis den grund blev andet stop på turen den relativt ukendte flække Crystal River. Søkøer lever stort set overalt i Florida, men de er meget nemmere at finde i de kolde måneder, hvor de søger ind i statens mindre floder; der hvor vandet er varmere. August var altså ikke ligefrem det oplagte tidspunkt at tage på manateetur. Men lige præcis Crystal River har en helårsbestand af søkøer, der bare altid bliver – så det blev næste stop.

Lad mig bare sige det ligeud: Det var en fuldstændig magisk oplevelse. Jeg har dykket ved virkelig spektakulære destinationer over hele verden, og jeg synes generelt jeg har oplevet ret vilde ting på mine rejser, men det her var altså én af de rigtig store. Vi tog ud med et firma med et rigtig godt ry (igen satte vi os ind i deres forhold til søkøernes tilstand og deres holdning til dét at komme så tæt på et vildt dyr uden at stresse det), og de var simpelthen ultraprofessionelle og dygtige. De fandt lynhurtigt en mor og hendes baby og så en han-manatee, der havde hægtet sig lidt på. Vi havde fået strenge instrukser om, hvordan vi skulle gebærde os, hvis vi var så heldige at møde søkøerne – lig stille i overfladen af vandet (ingen plasken med ben og arme) og ikke noget med at forsøge at røre dyrene, mens de svømmer, spiser eller passer sig selv. Hvis de derimod selv bliver nysgerrige og kommer over for at undersøge dig, må du gerne ae dem lige så stille – med én hånd ad gangen! Der var mange regler – og heldigvis for det, så de fine, blide væsner ikke bliver skræmte af de mennesker, der svømmer rundt for at møde dem.

De første, der gled ud i vandet, da vi havde fundet søkøerne, var M og hendes far – og det næste der skete, var at den lille af søkøerne kom op for at hilse på M. Den kom helt tæt på hendes ansigt, og min stolte pige kunne altså få lov at ae en søko på kinden. Det var simpelthen så fint og så sødt, og jeg var SÅ glad på M’s vegne. Senere havde jeg selv en af dem helt, helt tæt på mit ansigt, men den var på vej op for at trække luft, så jeg holdt hænderne for mig selv for ikke at forstyrre og lod mig bare fuldstændig opsluge af glæden og ærefrygten ved at få lov at komme så tæt på. Nuttede, magiske, overvældende dyr. Og en af de største oplevelser i mit liv. Hvis det ikke var så møgbesværligt at tude med en snorkel i munden, var jeg nok brudt ud i tårer fyrre gange på den tur.

Om aftenen tog vi på den lokale havnerestaurant og spiste blue crabs, som vi selv bankede op med en hammer – og dagen efter var vi klar til at tage videre, høje på gårsdagens oplevelse og en ferie, der var kommet umanerlig godt fra start.

Martha & the Manatee – en stor oplevelse for en lille pige.
Jeg havde en ret klar regel for min feriemenu: seafood, seafood, seafood og helst ikke ret meget andet. The Crab Plant i Crystal River leverede varen.

Tredje stop: Sanibel Island

Selv om jeg egentlig synes, at vores ferie var noget nær perfekt, så vil der jo næsten altid være et eller andet – et sted, et måltid, en forkølelse, en sur trafikant – der drypper malurt i bægeret, og i vores tilfælde var det vores tredje stop. Sanibel Island er en ellers smuk halvø, der ligger ud for Ft Myers på Floridas golfside, og vi havde glædet os til optimal afslapning, fænomenale solnedgange og børn, der skulle bruge timevis på at samle skaller på stranden som er kendt som en af de ultimative jagtmarker for skal-entusiaster. Desværre var det noget helt tredje, der endte med at overskygge vores Sanibel-stop, nemlig de fordømte små insekter kaldet no see ums. Det er små, næsten usynlige fluer, som måske nok er svære at se, men ikke at mærke. De bider – hele tiden og konstant, men mest når solen er ved at gå ned og hele vejen til solopgang. Hvilket betyder, at dét at være ude for at nyde en solnedgang for de flestes vedkommende ender i et sandt mareridt. Det er ikke som myggestik, der viser sig med det samme – bid fra de her små bæster kan være dage om at bryde ud, og så klør de til gengæld som død og helvede. Som med myggestik er der selvfølgelig nogle ofre, der reagerer kraftigere end andre, og M hørte desværre til den første kategori. Hun havde bid overalt, og ingen af os sov stort set de tre nætter vi havde på øen, fordi hun lå og kradsede sig til blods i hel- og halvsøvne. Vi andre var også slemt ramt – alle bortset fra A, der bare lå og blærede sig med sin fuldstændig uberørte marcipanhud, mens vi andre kradsede vores lemmer åbne som besatte.

Vi prøvede alle midler både for at forebygge bid og for at mindske kløen, og intet virkede. De bider gennem den mest aggressive DEET-koncentration, og selv om jeg flere gange dagligt brugte timer på at duppe M’s vel omkring 100 bid med kløestillende lotion, hjalp det kun i ganske kort tid. Det eneste, der endte med at lindre lidt, var Benadryl-tabletter, som så til gengæld gjorde det stakkels barn så søvnig, at hun næsten ikke kunne hænge sammen.

Sanibel har meget at byde på – vi fik feriens måske bedste måltid på en restaurant der, vi var på en supersjov kajaktur i en nationalpark, og vi hjembragte vores egen vægt i smukke skaller – men alene på grund af de bidende bæster kan jeg med ret stor sikkerhed sige, at vi ikke kommer tilbage. På trods af, at det er over en uge siden vi var der, kæmper N stadig med efterdønninger på sit ene ben, og de søvnløse nætter, blodige sår og det generelle ubehag taget i betragtning var stoppet simpelthen ikke dét værd.

Alt var ikke skidt på Sanibel. Vi lejede kajakker og tog på alligatorjagt i marsken!
Hej ven!

Er I stadig med? Det var første uge, og på trods af lidt minor setbacks på den seneste destination var vi alle ved særdeles godt mod, da vi efter Sanibel satte kursen mod St. Pete Beach, som skulle vise sig at være undertegnedes totale happy place.  Mere om dét, en raketaffyring og en solformørkelse i næste indlæg, der rammer bloggen en af de nærmeste dage. 🙂

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *