Tripping 2.0, vol II!

Jeg er tilbage med anden del af vores roadtriprejseberetning – første del finder I lige her.

Fjerde stop: St. Pete Beach

Efter vores mere eller mindre vellykkede Sanibel-stop (ej, jeg skal også være fair – Sanibel ER virkelig smuk og har fantastisk meget at byde på, og vi havde det dejligt; jeg er bare bitter over de fordømte bug bites!) satte vi kursen videre mod St. Pete Beach, som også ligger på Floridas golfside. På vores første roadtrip var vi omkring Clearwater Beach, som ligger på samme strækning meget tæt på St. Pete, og som jeg var helt vild med. Selve byen (hvis man overhovedet kan kalde det dét, det var vel snarere en hovedgade med afstikkere til stranden) bød ikke på den store charme, men stranden! Åh, stranden. Vand med den smukkeste azurblå farve, sand, der er så blødt og så hvidt, at det skærer i øjnene, og solnedgange, der efterlader én målløs (ja, jeg har en ting for solnedgange, og dem vi så i San Diego var nok til at få mig til at overveje at flytte til Vestkysten, men det er en helt anden snak). Der var så smukt. Da jeg samtidig havde hørt en del om St. Pete fra flere venner, havde jeg fået oparbejdet en ikke ubetydelig forventning til dette magiske strandsted, og man kunne godt have frygtet, at jeg ville blive slemt skuffet. Men nogle gange GÅR drømme i opfyldelse, og St. Pete var alt det, jeg havde drømt om. Køreturen over broen fra kysten og længere ud på den lille tange gav en god forsmag på hvad der ventede os i form af blå bølger og klare skyer, og da vi så det fuldstændig skøre og legendariske hotel Don CeSar puste sig op i forgrunden, vidste vi, at det her ville blive godt. På Floridamåden, forstås.

Don CeSar er det ubetinget mest berømte hotel i St. Pete, og med god grund. Alene det ydre er nok til at fascinere: et gigantisk slotlignende palæ – i nærmest skrigende lyserødt. Jep, der var en syvårig på bagsædet, der var rimelig betaget. 😁 Hotellet har sin egen bro ind over hovedgaden, og mange af værelserne vender direkte ud mod den mexicanske golf. Vi ville oprindeligt have boet på Don CeSar, men da jeg ringede for at bestille værelset, fortalte receptionisten mig om deres hotellejligheder – Beach House Suites by Don CeSar – der ligger en lille kilometer nede af stranden. Lejlighederne er kæmpestore og har store balkoner, som alle vender direkte ud til golfen. Der er en bus, der kører til Don CeSar (hvis man ikke gider gå den lillebitte halve mile langs den smukke strand), hvor man som lejlighedsgæst har lov at bruge alle faciliteter – pool, fitnessrum osv. Da lejligheden så også kostede en tredjedel af et hotelværelse var det en rimelig nem beslutning – og det var uden tvivl det absolut fedeste sted vi boede på hele vores tur. Det var også det eneste sted, hvor vi en aften valgte ikke at gå ud at spise, men i stedet bare hive nogle pizzaer med ud på balkonen og spise dem, mens vi så solnedgang.

St. Petersburg, som er byen der ligger i forbindelse med St. Pete Beach, har i øvrigt et fuldstændig fantastisk Salvador Dalí-museum, som vi brugte en af vores formiddage på – og sagtens kunne have brugt meget mere tid på. Det var et sindssyg spændende museum, som ud over at have en virkelig fascinerende samling, virkelig også havde gjort noget ud af at gøre informationen om den excentriske kunstner spændende og lettilgængelig. Vi gik alle fire rundt med hver vores iPod og tilhørende høretelefoner, og det var så nemt at vælge hvilket værk man ville høre om, at selv M uden problemer kunne finde ud af det. Og nød det! Det er ikke voldsomt mange “voksenmuseer” vi hiver vores børn med på, men det her var et hit og kan virkelig anbefales.

Vi skal helt klart tilbage til St. Pete en dag. Måske bare en weekend, måske bare os voksne, der så skal bo på den ægte Don og ligge ved poolen og drikke cocktails under palmerne hele dagen i skyggen af det pink palads.

“Se mor, et ægte slot” Jep, et vaskeægte Floridaslot. 😁
Den daglige gåtur langs vandet fra det pink palæ til vores lejlighed på stranden.
Er der noget at sige til, at jeg har en ting for solnedgange? Ej, men helt ærligt altså! Og det er uden filter, venner.
Pizza og Corona på balkonen kan altså virkelig noget, når det er med den udsigt i forgrunden. Og ja, A legede fotograf med selvudløseren.

Femte stop: Cape Canaveral

Efter tre herlige dage på St. Pete (som jeg i øvrigt på ingen måde var klar til at forlade) pakkede vi endnu engang vores trofaste bil og satte kursen mod Cape Canaveral for at besøge Kennedy Space Center. Vi kørte faktisk lige forbi Orlando, men havde på forhånd besluttet os for, at Disney World ikke blev i denne omgang. Vi venter et år eller to, til A er lidt større og får mere ud af det, så det er rigtig sjovt for dem begge. Og heldigvis ventede der os i Cape Canaveral med Kennedy Space Center så stor en oplevelse, at ingen tænkte på Disney så meget som et sekund! Jeg var helt blæst bagover hvor fedt et sted det var, og hvor meget der er at opleve. M’s største forventningsglæde ved den tur var, at hun ville få lov at møde en rigtig astronaut (hendes fremtidsplan har i lang tid været at være astronaut, så det var ret stort), og dét fik hun lov til. Derudover kan man komme helt tæt på rumfærgen Atlantis, der har en hel sektion dedikeret til sig med film, effekter, interaktive aktiviteter og en simulator, hvor man kan få lov at føle hvordan det føles at blive skudt af sted i en rumfærge som den. Det var simpelthen et helt fantastisk sted, og vi var ALLE helt vilde med det. Vi havde desværre kun en dag til besøget og en lang køretur foran os, så vi nåede slet ikke alt det, vi gerne ville. Men vi skal uden tvivl tilbage en dag – jeg anede slet ikke, at jeg var så meget til rum og raketter, haha!

Det gjorde så absolut heller ikke vores besøg mindre spændende, at NASA lige præcis den morgen vi var der, valgte at sende en raket til vejrs. Affyringen af Atlas V var blevet forsinket fra begyndelsen af august til senere på måneden, og så – ved et vildt tilfælde – blev den altså rykket til den eneste dag vi var der. Og på den måde kunne vi stå på stranden foran vores hotel og se en raket blive affyret. Det er svært at forklare, hvorfor det var så fedt at se – og ikke mindst høre! – men det var det altså. Jeg bliver stadig helt glad, når jeg tænker på, at vi fik lov at overvære det.

Jeg tror aldrig jeg har set M så stolt, som da hun fik lov at møde en ægte astronaut – James Reilly, som blandt andet har været med på Atlantis. Se lige det blik!
3, 2, 1, blast off!!! Raketaffyringen som vi så fra Cocoa Beach var noget af det mest fascinerende, jeg har oplevet.

Sjette stop: Kiawah Island

Vores stop ved Cape Canaveral var ultrakort, og efter bare en enkelt overnatning satte vi kursen nordpå igen, mod Kiawah Island i South Carolina. Vi havde fået stedet anbefalet af en bekendt, men selv om der var både fint, og vi nød at være et sted, hvor vi kune leje cykler og komme rundt og se os omkring på ægte dansk familiemanér, var der ikke noget mindeværdigt at fortælle derfra – altså ud over de mange alligatorer på øen (vi havde blandt andet besøg af en i søen bag hotellet ved morgenmaden). Det var et fint sted til afslapning, men kunne ikke så meget mere end dét (medmindre man spiller golf; det er vistnok lidt af et golfparadis), og det var nok også derfor, at det var det eneste sted, vi endte med at tilbringe nærmest en hel dag i og ved poolen.

Kiawah Island var fin, men ikke finere end så meget andet. Det forhindrede os dog ikke i at have det sjovt!

Syvende og sidste stop: Eclipse!

Kiawah Island skulle oprindeligt have været vores sidste stop inden turen hjem til Raleigh, men pludselig gik det op for os, at der var noget med en solformørkelse, og at det vist ville blive rimelig stort. Vi besluttede inden vi tog af sted at forlænge turen med en dag, så vi kunne stoppe i Charleston på vej hjem og se solformørkelsen, og vi havde allerede booket et hotel i begyndelsen af juli – hvor det allerede var næsten umuligt at finde noget! To uger inden formørkelsen fik jeg så en mail om, at vores reservation desværre var blevet aflyst på grund af overbooking. På det tidspunkt var det fuldstændig umuligt at finde et sted at bo i nærheden af Charleston. Og når jeg siger umuligt er det ikke ment som en talemåde – det var HELT umuligt. Jeg prøvede alle obskure motorvejshoteller i små flækker, men alt var optaget. Rimelig bittert. Vi endte med at finde et værelse tre timer fra Charleston (i modsætning til de 45 minutter vi skulle have kørt), hvorfra vi så kunne køre til byen Columbia en time væk. Ikke optimalt og en del mere kørsel, men vi ville ikke gå glip af den begivenhed, så det blev vores plan. På selve dagen tog vi tidligt af sted – jeg havde læst, at dyr kan opføre sig sjovt under en komplet solformørkelse, så vi valgte at tage i byens zoo for at se det – og sørgede for at få en parkeringsplads i det kaos, der allerede var begyndt. Millioner af mennesker kørte til de byer, hvor formørkelsen var total, så der var travlhed alle steder. Vi brugte timerne inden selve formørkelsen på at se på dyr, står i kø til mad, se på flere dyr og vente i varmen. Og så kom den, månen. Og jeg er SÅ glad for, at vi valgte strabadserne for at se den. Det var en virkelig vild oplevelse, ikke kun selve skyggen for solen, men hele lyset, der ændrede sig, stemningen, folk, der hujede og klappede. Det var det mest mærkelige twilight-agtige dagslys, cikaderne begyndte at larme, og hele stemningen var så vild. Turen hjem til Raleigh tog en evighed i trafikken sammen med alle de andre, der skulle hjem – men det var det hele værd.

Det her billede har I nok set i hundredevis af versioner siden i mandags. Men det her er vores, og vores oplevelse var uforglemmelig.

Og sådan sluttede vores ferie. Med en skygge for solen og en lang tur hjem, inden vi mætte, trætte og helt uforskammet glade ankom til vores hus. Verdens bedste ferie. Igen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *