Run from the water, hide from the wind…

Ovenstående kunne jo egentlig sagtens være en eller anden form for inspirational quote – guderne skal vide man støder på mange af dem herovre – men det er det ikke. Slet ikke. Det er tværtimod en tragisk og skræmmende nødvendig tommelfingerregel, der lige nu forsøges indprentet hos folk i Florida, Caribien og alle de andre, der rammes af orkanen Irma – skarpt forfulgt af José, som først ikke synede af meget, men så pludselig blev en lige lovlig højtråbende lillebror. (P.S. Er det i øvrigt ikke sådan lidt som om, at Trump hævdede, at de påståede klimaforandringer var et stort hoax, og så sagde klimaet “hold my beer”… ?)

Jeg får dagligt mails og beskeder fra søde, omsorgsfulde, bekymrede mennesker, der  vil vide hvordan det ser ud med os og orkanen. Og helt egoistisk set ser det helt fint ud. Seneste melding er, at vi i North Carolina ikke kommer til at tage et direkte slag fra Irma eller José, men meldingerne ændrer sig hele tiden, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke har købt 30 liter kildevand og nærmest manisk holder min bil på max. benzinbeholdning (man har vel lært af storkonflikten i 1998…), så vi ved ingenting med sikkerhed. Faktum er, at lige nu er 300.000 husstande uden strøm, og vindstød med en styrke på næsten 60 meter i sekundet brager lige nu gennem Florida Keys og resten af staten. Lige i hælene på Harvey, som smadrede Houston, og lige foran José, som vi ikke ved så meget om endnu, men som skræmmende nok ser ud til art tiltage i styrke dag for dag.

Naturen er så vild. Og da jeg hørte ovenstående råd – “you run from the water and you hide from the wind” –  på en af de landsdækkende tv-stationer, løb det mig koldt ned ad ryggen. For shit, altså. Vinden er vild og ødelæggende, og den tager dine ting – men vandet… det flygter du altså fra. Lige nu. Stormfloderne er komplet altødelæggende, og jeg tør slet ikke tænke på de tab, de her katastrofer forårsager. Vi er lige midt i det nu, og om en uge er alt noget andet. Florida Keys er noget helt andet, Miami er noget andet, mennesker kommer til at miste alt, hvad de troede var trygt, stater vil bede om hjælp til at komme til at ligne det de var engang. Engang som i for en uge siden. Og uden på nogen måde at ville negligere de gener som mange af os derhjemme har haft i forbindelse med danske skybrud, så er det her altså af en helt, helt anden kaliber end en oversvømmet kælder. Det er uoprettelige ødelæggelser og tab så store, at familier vil bruge resten af deres liv på at skaffe sig selv på fode igen – hvis det da nogensinde lykkes.

Vi er i sikkerhed her i Raleigh indtil videre, men vi følger udviklingen tæt, og jeg tror alle i byen og staten er tavst, men smertefuldt bevidste om, at trygheden er for nu. Ingen ved, hvornår katastrofen rammer her, og det er nok mere et spørgsmål om når end om.

2 tanker om “Run from the water, hide from the wind…

  1. Tak for dine foregående breve om jeres tur ned gennem det sydøstlige USA. Jeg læste dem med stor interesse og besluttede at jeg ville være en af dem der udbad sig hoteladresser, for den tur skulle vi snart på. Godt det ikke kunne blive denne september. Nu håber vi bare på at det alligevel ikke går så galt, mest fordi jeg føler med de mennesker det går ud over, men selvfølgelig også fordi jeg har fået stor lyst til at se de steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *