Nashville on my mind

Tænk, at vi allerede i er i november, ikke? Jeg synes simpelthen 2017 er fløjet forbi – og det er jo lidt af en kliché, dét der med at tiden går hurtigt, men jeg synes helt seriøst kun lige jeg har vænnet mig til at skrive 2017 på diverse papirer, haha! Nå, men når tiden flyver, har det jo ret ofte noget at gøre med en masse oplevelser, især de gode/spændende/sjove af dem. Og dem har der virkelig været mange af i år, synes jeg. For nu at give os selv (mig og familien) et rigtig stort, fedt klap på skulderen (det skal man altså også nogle gange!), så synes jeg vi er virkelig gode til at opsøge oplevelserne, mens vi bor her, og virkelig få det bedste ud af tiden. Så meget, at vi til tider tænker “ok, nu trænger vi vist til en hjemmeperiode”. Det er da luksus!

En af de rigtig, rigtig gode oplevelser havde vi – N og jeg – for et par uger siden, hvor vi tog en weekend i Nashville. Vi havde besøg af mine forældre, og traditionen tro bød dét på en chance for N og mig til at tage en voksenweekend. Vi havde faktisk planlagt at tage Miami og var meget tæt på at have alt booket, men så kom der som bekendt et par orkaner ind over kysten her, og da vi ikke var helt sikre på hvordan Miami ville se ud efter den omgang, besluttede vi os i stedet for Nashville, som også længe har stået på vores liste over steder, vi vil se. Og hvor er jeg dog glad for, at det endte sådan! (altså ikke med orkanerne – men med vores retningsskift, ikke?) Nashville var simpelthen den mest fantastiske oplevelse, og jeg får stadig glædesbobler i maven af at tænke på den tur. Jeg vil gerne tilbage (snart! nu faktisk!), og jeg hælder helt klart til at smutte til Nashville igen næste gang en chance for en weekend væk byder sig.

Allerede fra flyet var det tydeligt, at Nashville bød os velkommen. Se lige den solopgang!

Og hvad er det så, der er så specielt ved Nashville? Jeg fristes til at råbe “ALT!!!”, men det ville måske også gøre indlægget her lige lovlig kødløst. Men der ER bare så meget godt ved Nashville. Allerførst skal det siges, at det selvfølgelig er en fordel at være bare en lille smule into countrymusik – ellers kan det sgu nok godt blive en lang weekend, haha! Hvis man til gengæld er det, er det ren slaraffenland. Jeg har været ret vild med country et stykke tid og blev for alvor solgt med Miranda Lamberts 2016-album, “The Weight of These Wings”, som stadig kører på repeat herhjemme – og som stadig sagtens kan få mig til at fælde en tåre. Det er det smukkeste album, og sådan helt overordnet er Miranda bare en fuldstændig fantastisk sangerinde, sangskriver og musiksjæl. Jeg er vild med hende og alt hvad hun laver – men “The Weight…” er altså noget helt særligt.

Countryen har altså langsomt, men sikkert sneget sig ind på mig efter vi flyttede hertil, og nu elsker jeg det. Både det dybe og stemningsfulde, det intense, det poppede og det helt igennem tacky (er man nysgerrig på hvad sidstnævnte dækker over, kan jeg varmt anbefale nummeret “Buy Me a Boat” med Chris Janson. “I’ll name the Dogs” med Blake Shelton er absolut heller ikke ueffen) – og Nashville har det hele og en hel masse andet. Vi havde to dage – landede tidligt fredag morgen og fløj hjem igen tidligt søndag morgen, så fredag og lørdag blev udnyttet til fulde. Vi startede fredag med en tur på Country Music Hall of Fame (hvor det for alvor gik op for mig, hvor afslappende det er at rejse uden børn – man har jo tid til at læse hvad der står på de forskellige skilte i diverse montrer!), som var helt fantastisk og helt vildt lærerigt. Både deres permanente og midlertidige udstillinger var helt vildt fascinerende og gav et virkelig spændende indblik i countrymusikkens historie. Efterfølgende fik vi frokost og så begav vi os mod downtown for at se hvad Nashville havde at byde på (vi boede i The Gulch – et område cirka en kilometer fra downtown Nashville, som i sig selv mestendels består af partygaden Broadway og et par sidegader) – og vi blev ikke skuffede. Broadway, som er Nashvilles “hovedgade”, er simpelthen én lang fest i form af Honky Tonk-barer – steder, hvor folk drikker og fester og lytter til livemusik fra bands, der i mange tilfælde spiller covernumre af populære countryhits, men i nogle tilfælde også spiller deres eget.

Ingen Nashvilletur uden Honky Tonk. I massevis!

Broadway er på mange måder ren Jomfru Ane-gade – og så igen alligevel ikke. For det er jo ikke uden grund, at Nashvilles andet navn er Music City, og det betyder blandt andet, at der er SÅ meget talent. Alle steder. Så de utallige honky tonks har alle sammen bands/kunstnere, der spiller – og de er alle sammen stinkende gode. Der er ganske enkelt så mange om buddet i Nashville, at du ikke ender på scenen på en af Broadways honky tonks uden at kunne noget. Og det kan de altså. Vi endte ved et tilfælde på den måske mest tacky og mest turistede honky tonk af dem alle (når man har bartendere der også er Maxim-modeller, tiltrækker det nok en del kunder og drikkepenge…), og ja, det var helt vildt skørt og tacky og fyldt med fulde folk (fun fact: Nashville er en af de helt store polterabend-byer for piger) og på alle måder alt, alt for meget – men det var også bare helt igennem fantastisk og god stemning og cool musik og øl i stride strømme og så sjovt, at vi kom igen dagen efter. Det blev vores eftermiddags-hangout. 😁

Donny Lee og hans band stod for underholdningen begge vores eftermiddage. Jeg ville tage tilbage til Honky Tonk Central på et splitsekund!

Efter at have tilbragt et par timer på Honky Tonk Central daffede vi tilbage til hotellet og gjorde os klar til at gå ud til middag. Nashville har virkelig gode restauranter, og jeg havde bestilt bord på to af dem i god tid i forvejen. Så fint tøj på, bobbet hår og lidt rødt på læberne, inden vi igen drog mod centrum. De vildeste honky tonks er nok ikke nogen, jeg ville frekventere sent om aftenen (igen, der ER stadig en Jomfru Ane-vibe), så vi fandt en lidt mere lowkey-bar efter maden og kunne igen bare nyde fantastisk musik og skøn stemning indtil vi hoppede hjemad.

Obligatorisk “ude uden børn-“selfie. Med glade smil og musik helt ind i sjælen.

Næste dag tog vi en Lyft (samme koncept som Uber) lidt ud af byen mod The Grand Ole Opry, som er et af de mest legendariske steder inden for countrymusikkens udbredelse. Det er en slags koncerthus, som hver weekend sender live (og har gjort det i næsten 100 år), og nogle af genrens største stjerner er medlemmer og stamgæster på scenen. Vi tog deres backstage-rundtur, som var supersjov, og efterfølgende tog vi tilbage til centrum, fik frokost, kiggede på cowboy boots, fandt endnu en gang vej til nogle forskellige honky tonks – og endte på vores festfavorit fra dagen før. Vi endte faktisk med at blive der flere timer, inden vi satte kursen mod hotellet og gentog mønsteret fra aftenen før: middag på en god restaurant og så ud for at finde musik. Denne gang havde vi besluttet os for at tjekke noget bluegrass ud, og jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg ikke anede noget som helst om bluegrass. Men vi havde fået det anbefalet, og genren fylder så meget i Nashvilles musikmiljø og historie, at det ville være helt åndssvagt ikke at udforske dét også. Vi tog på The Station Inn, som er et af de mest kendte bluegrass-steder i byen, og helt uden at vide hvad de havde på programmet, fik vi æren af at sidde og lytte til en ægte bluegrass-legende, nemlig Bobby Osborne. Igen, jeg kendte ham ikke i forvejen, men manden er født i 1937, er medlem af The Grand Ole Opry, og som han stod deroppe med sin mandolin og fortalte anekdoter og brød ud i sin stærke og samtidig vildt skrøbelige stemme,  så var det altså svært ikke at blive lidt rørt. Mand, det var en fed oplevelse – og noget helt, helt andet end vores honky tonk-fester – det her var intimt, respektfuldt og en helt perfekt afslutning på vores Nashville-weekend – selv om jeg sagtens kunne være blevet længere!

The Grand Ole Opry. Næste gang vi skal til Nashville, skal vi høre musik her!
Bobby Osborne på The Station Inn. Lille, ældre herre med en stor, stor stemme.

Jeg var – og er – VILD med Nashville. Sådan helt nyforelsket-agtigt. Jeg kan kun anbefale alle med bare en lille smule countryblod i årerne at hoppe på et fly og opleve Music City. Tag den ind, nyd den for alt hvad den er – det skøre, det skæve, det stille og rolige og alt det ind imellem. Bare kom af sted. Det kan endda være vi mødes der, for jeg står på spring til at tage tilbage så snart jeg kan! ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *