If it ain’t broke…

Taget i betragtning at “housewifing” teknisk set er mit officielle job herovre, så er det faktisk imponerende, hvor elendig jeg er til det. Jeg er, for nu at sige det ligeud, et rodehoved. Har altid været det, og selv om det er blevet bedre med årene, så er det aldrig blevet HELT godt. Jeg hader at rydde op, jeg kan ikke fordrage at gøre rent, og bare tanken om vasketøj kan gøre mig helt modløs. Så når de dér huslige pligter skal overstås herhjemme, kræver det både selvdisciplin, tilløb og adspredelse, og sidstnævnte kommer ofte i form af en Mads & Monopolet-podcast. Jeg har fundet ud af, at det program er fuldkommen eminent at folde vasketøj til, så da jeg i dag havde en af de større bunker, der lå og hvæsede af mig, satte jeg en udsendelse på og gik i gang. Og der var en sætning, der satte sig fast i mit hoved: “Don’t change a winning horse”. Jeg kan ikke huske dilemmaet, der bragte den op, og selve sætningen er vist et sammensurium af forskellige ordsprog, men meningen er jo rimelig klar. Og den fik mig til at tænke.

Det her er et indlæg, som har været undervejs længe, men jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle få det ud. Om det var mod, ordene eller sammenhængen, der manglede – eller lidt af det hele –  ved jeg ikke, men nu prøver jeg i hvert fald. Måske det stadig bliver lidt usammenhængende. Men det er faktisk én af de ting ved vores nuværende situation, der fylder allermest, så lad mig se, om jeg ikke kan få lidt ord på.

Der går aldrig mange dage imellem, at vi bliver spurgt, hvor længe vi bliver herovre. Af folk, vi lige har mødt, af folk vi har kendt længe, af folk hjemmefra. Og hver gang gør det mig lige konfus. For sandheden er, at vi jo ikke ved det. Og at det afhænger af så meget. Der er jo hele den praktiske side: Hvis nu N’s virksomhed pludselig ikke længere går så godt, hvis nu det politiske klima ændrer sig yderligere (man ved fandme aldrig med den spradebasse, der er ved roret lige nu), hvis og hvis… så kan der jo være faktorer, der tvinger os ud af landet. Det er vi ikke rigtigt herre over. Men så er der hele den anden del, nemlig os – og hvad vi vil.

Da vi først besluttede os for at tage herover, var planen at vi skulle være her i to år. De gik som bekendt virkelig hurtigt, og vi havde det virkelig godt, og da de var gået, havde vi en følelse af, at vi jo kun lige var kommet i gang. Så vi besluttede at blive. Den seneste plan har heddet, at vi ikke tager tilbage, før A er gammel nok til at komme i skole, så han ikke skal have flere skift end højst nødvendigt (så vi undgår et skift fra skolen her til en dansk børnehave og så en ny, dansk skole). Men så er der dén hage, at de er et år længere fremme herovre end i Danmark, så efter næste sommerferie starter han i det, der svarer til 0. klasse, selv om han kun lige er blevet fem år på det tidspunkt. Og hvornår er det så det rigtige tidspunkt at lade ham skifte til en dansk skole, så han ikke skal “holdes tilbage” fagligt? De samme tanker gælder selvfølgelig for M, men hun er jo altså allerede godt i gang med sin skolegang.

Men det svære, det allerallersværeste, det er det følelsesmæssige. Og i særdeleshed den skyld, som jeg var inde på her (i et indlæg, som jeg til at begynde med stemplede som et værre Debbie Downer-indlæg, indtil en kær gammel ven blandede sig på indlæggets facebook-post og sagde nogle fantastisk kloge og søde ord – tak for det, Jeppe). For der er jo ingen tvivl om, at der er mennesker derhjemme, der gerne så, at vi flyttede hjem. Og hellere i går end i morgen. Mennesker, som savner at se deres børn, børnebørn og endda oldebørn, nevø og niece på en noget mere jævnlig og dagligdags basis, og mennesker, som savner de gode tider med gode venner. Mennesker, som vi også savner. Intenst og hver dag og ind imellem så meget, at vi kan blive helt i tvivl om, hvad vi dog laver her i så lang tid.

For… dét her var jo aldrig en plan, nogen af os havde. Vi har altid drømt om at tage ud og opleve og måske også bo i udlandet, men jeg tror ikke vi havde forestillet os, at den drøm skulle vare i 4+ år. Ikke desto mindre er det dér vi nu er, og den virkelighed vi er nødt til at forholde os til. Og der er det, at citatet med den vindende hest kommer ind i billedet. Fordi vi føler, at vi sidder på en vindende hest lige nu. Vi er glade. Vi trives. Børnene har det godt, vi har mere tid sammen end nogensinde, og vi oplever en helt anden ro og samhørighed end tidligere. Og når jeg tænker på hvornår vi “bør” tage tilbage til Danmark, så bunder det mest af alt i dårlig samvittighed. Over for alle dem, der savner os, og som vi savner. Jeg føler, at vi påfører dem et savn, der ikke er retfærdigt, fordi det trods alt er vores beslutning, det her. Jeg føler, at vi svigter dem, når vi vælger at blive længere. Jeg tænker på alle de ting, vi går glip af, og jeg tænker på de ting, DE går glip af med os (og med os mener jeg nok primært børnene, da jeg tror det er dem, der generer mest savn 😉). Og ja, jeg tænker heldigvis også på, at når vi så ses, er det jo intenst og dejligt og føles, som om vi aldrig har undværet hinanden. Sidst, mine forældre var på besøg, var vi fire voksne ude at spise, og jeg blev så glad, da min far skålede og sagde, at selv om vi nu boede så langt væk, og vi sås dét sjældnere end tidligere, så var det så dejligt at mærke, at når vi så er sammen, så er alt som det plejer. Afstanden har ikke sat mærker på samværet, og det er jeg SÅ glad for. Og jeg er glad for, at de også synes det. Men det fjerner ikke den første følelse.

Skylden, altså. Den er en værre bandit, ikke? For hvad skal man bruge den til? Én ting er sikker: jeg tror ikke på, at skyld og dårlig samvittighed nogensinde har skabt et godt grundlag for livsvigtige beslutninger. Og hvis vi valgte at rejse hjem, mens vi følte, at vores USA-hest stadig var vinder, baseret på en følelse af ikke at ville svigte, så er jeg ikke sikker på, at vi ville ende med at være glade for den beslutning. Hvad nu hvis vores re-integration går helt ad pommern til? Hvad nu hvis børnene slet ikke kan finde sig til rette i en dansk skole, og skiftet er for voldsomt for dem? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg vil, når vi kommer hjem? Ja, det er mange hvad-nu-hvis’er, og der er flere hvor de kommer fra, og de skal såmænd nok melde sig under alle omstændigheder. Men pointen er: Hvis vi nu vælger at tage hjem, ikke fordi vi egentlig synes at vi er klar, men fordi vi ikke vil gøre folk vi holder af, kede af det – er det så et holdbart beslutningsgrundlag? Jeg er ikke sikker på det. Men følelsen fylder for meget til ikke at tage den med i hele den her proces.

Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvornår vi vender hjem. Og det er heldigvis heller ikke en beslutning, vi behøver at tage lige nu. Men som min allerældste, kære, dejlige veninde så klogt sagde, da jeg første gang udtrykte tvivl om, hvor længe vi ville blive her: “Det er nok ikke en beslutning, der bliver nemmere, jo længere I bliver”. Hun havde ret.

Måske jeg skulle skrive til Mads & Monopolet. 😉

En tanke om “If it ain’t broke…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *