Hej 2018!

Godt nytår derude. ❤️ Jeg håber I kom forrygende ind i det med masser af bobler og kys. Vi havde gæster herhjemme og havde en hyggelig aften med rigelige mængder fantastisk mad – på grund af diverse stakkels sygdomsramte venner og venners børn var vi en lille sluttet skare, og da klokken slog midnat, var vi kun os fire herhjemme til at hoppe ned fra stolene og ind i det nye år. Det er første gang børnene har været vågne til nytår, og N og M tog sig en lille sød svingom ind i 2018. Hjertesmelt. 😊

Selve nytårsaften og dagene op til var præget af lidt vemod for mit vedkommende – det var som om en masse ting lige pludselig ramte mit hoved, og jeg sluttede egentlig ikke året af i det bedste humør. Det er jeg dog sikker på, at 2018 nok skal få rådet bod på, og til gengæld kan jeg glæde mig over, at vi havde sådan cirka verdens dejligste jul. I hvert fald under omstændighederne. Jeg er lidt af en julefreak, men det gælder jo kun, når jeg er hjemme og kan være sammen med familien på den måde det “skal” være og har været i årevis, så når det nu ikke er sådan, må man jo skabe nogle andre rammer, der fungerer. Og det fik vi i den grad gjort. Vi havde tidligere på året besluttet os for at fejre jul på ski denne gang, så den 22. december fløj vi til Colorado og kørte mod Keystone, et skiområde i Rocky Mountains. Vi havde fem hele dage på ski, og jeg havde hjemmefra booket bord på en fin restaurant til middag både juleaften og juledag.

Klar, parat, ski!

Den 23. startede med at få al det lejede udstyr på plads (note to self: ønsk dig skistøvler i fødselsdagsgave!) og børnene afleveret ved skiskolen, der startede kl 9. “Ja, så ses vi jo klokken halv fire, når I henter dem”, blev der sagt. Gulp. Det er da en lang dag! Men off we went, og børnene blev godt taget imod af de sødeste skilærere, der simpelthen arbejdede benhårdt og imponerende for at give dem de bedste dage som spirende skiproffer. N og jeg greb henholdsvis snowboard og ski og tog gondolen til toppen af bjerget, hvor vi ikke bare blev mødt af lange, skønne pister og bidende kulde, men også den mest fantastiske udsigt. Synet af spidserne på The Rockies er uden tvivl noget af det mest bjergtagende (høhø) og forpustende smukke jeg nogensinde har set, og jeg tog mig selv i at falde i svime over synet flere gange dagligt. Og tog selvfølgelig syvtusind billeder af samme udsigt, haha. Især de dage, hvor solskinnet indhyllede, var helt ubegribelige. Vi var på pisterne hele dagen, kun afbrudt af en frokostpause på bjergtoppen, inden vi hentede børnene og gik de fem minutter hjem til hotellejligheden i den lille by. Keystone er to timer bagefter Raleigh, og tidsforskellen kombineret med en hel dag på ski gjorde, at vi havde et par børn, der var MEGET klar til at gå i seng, da klokken var 18. Fedt med en voksenaften, ikke? Hvis altså ikke det var fordi, at vi selv sad og nikkede i sofaen klokken 19.30 og måtte tvinge os selv og hinanden til at holde ud til klokken ni. 😂

U, me and The Rockies. Keystone var et hit.

Dagen efter, juleaftensdag, startede med solskin og same procedure as yesterday. Vi lagde en lang eftermiddagslur ind i programmet, så vi alle kunne være klar til fin julemiddag om aftenen, og for første og, skulle det vise sig, eneste gang den uge kom vi ud af skiundertøjet og klædte os fint på (note to self part II: pak en brøkdel af det tøj, du tror du skal bruge. Skiundertøjet er uniformen. Hver dag, hele dagen. Selv indkøbene foregik i lange underdrenge. 😂). Vi blev hentet af restaurantens bil, der kørte os til det hyggeligste spisested, og da vi var en velkomstdrink og en halv ret inde i de voksnes femretters julemenu, gav A op og fik en pude af den søde tjener, så han kunne ligge og sove på to stole. M holdt ud i fin stil og nød sin bøf (og sikkert også at have sin mor og far alene til middag). Det krævede ikke mange overvejelser at beslutte os for at droppe bordreservationen dagen efter, så vores juledagsmiddag kom i stedet til at bestå af spaghetti carbonara á la mor. 😁

Guldkjole, røde kinder og ditto bøf. Ret god juleaften!

Det sneede juleaften og hele natten, så juledag vågnede vi til det fineste pudder på pisterne – som vi øvrigt havde stort set for os selv, fordi amerikanerne var blevet hjemme for at fejre jul. Jeg har aldrig prøvet at stå i så fin puddersne før, og det var så vildt. Først og fremmest var det overraskende hårdt, og det er en hel anden muskelgruppe, der pludselig kommer på arbejde, men mest af alt var det bare fedt. En af de ting, man bliver sådan helt euforisk af.

Pudderdagen var nok ikke min kønneste, sådan ret teknikmæssigt. Men det var så afgjort en af de sjoveste!

Og sådan gik dagene. På fjerdedagen kom begge børnene med os på ski, men på femtedagen valgte vi faktisk at lade A komme i skiskole igen, mens M stod med os. De lærte begge så sindssygt meget på de fem dage; både i skolen og når de stod med os, og det var så vildt imponerende at se de små mennesker suse gennem sneen. Det var deres allerførste gang på ski, men helt uden tvivl første af mange. Ingen af os kan nærmest vente med at komme af sted igen, og det var en helt fantastisk måde at fejre jul på, når det nu skulle gøres anderledes. Keystone er helt vildt børnevenligt, så ud over at have fantastisk skiløb og milelange pister, er det også et sted, der byder på underholdning for de yngre og ikke mindst en fuldstændig superb skiskole. Alt er indrettet med børnefamilier i tankerne, men uden at det bliver for meget. Cookieværksted, verdens største sne-borg, skøjtebane og så mange andre cool ting. Det var helt perfekt. Og julemanden kom selvfølgelig forbi – en lille reminder om, at det jo rent faktisk VAR jul. Et faktum vi egentlig godt kunne glemme lidt nogle gange.

A klarede den fint ned af pisterne, når jeg havde ham i stropperne (“det var faktisk mig, der trak dig, mor!”), men mine knæ kunne ikke rigtigt holde til at plove i timevis, så vi tog kun en dag på den måde.
Pit stop!

Vi havde kun taget et par julegaver med af hensyn til kuffertsituationen. Vi havde valgt et par stykker ud til børnene af dem, der ikke fyldte meget, så de lige kunne åbne to hver. Resten gemte vi, til vi kom hjem, og da vi landede i Raleigh sent om aftenen den 28., røg børnene direkte i seng, og N og jeg lagde alle gaverne under træet; klar til at blive åbnet næste morgen. Resten af dagen blev der lavet rødkål og risalamande, optøet (!!) en and, brunet kartofler og kogt sovs ind, og om aftenen sad vi klar om bordet til ægte dansk julemiddag. Det var så hyggeligt og lækkert og så fin en afrunding på juleferien.

USA’s måske mest familievenlige skiresort har selvfølgelig også besøg af Santa selv.

Vi skal på ski igen – og gerne snart. Nok ikke nødvendigvis over julen næste gang; mest fordi priserne er hakket totalt i vejret, og pisterne lige bortset fra selve julemorgen utvivlsomt er mere crowdede end på andre, ikke-højtidsrelaterede tidspunkter, så en slut-februartur kunne  helt sikkert godt komme på tale. Og gerne Colorado igen. Manner, jeg er ikke færdig med Colorado. Men Utahs Park City står også ret højt på listen, så måske det er dér vi skal kigge næste gang.

Og nu venter 2018. 2017 var en på mange måder en blandet omgang – ikke for mig personligt, for sådan helt generelt syntes jeg, at jeg havde endnu et priviligeret, lykkefyldt og kærlighedspræget år – men jeg må sgu indrømme, at jeg synes verden og ikke mindst USA tog nogle tæsk i året der gik. Det er jeg temmelig klar til at sige adjø til og så håbe på, at 2018 ser lidt lysere, lettere og mere opløftende ud.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *