Når sider vendes

En af mine bedste, ældste og næreste veninder – og altså en af dem, der kender mig bedst – udbrød forleden temmelig overrasket: “Ej, kan du blive uvenner med nogen? Det kan jeg slet ikke forestille mig”, da jeg fortalte hende om en ærgerlig situation, jeg havde været i tidligere. Ud over at det fik mig til at grine højlydt (og min mands rungende latter må have kunnet høres over det meste af hovedstadsområdet), fik det mig også til at tænke på de sider, andre i vores liv og hverdag ser af os. For ja, selvfølgelig kan jeg både blive uvenner, barnlig, fornærmet, spydig, urimelig og såret, men det er nok ikke en side, den veninde ser af mig særlig tit. Ikke fordi hun ikke må, men fordi vores forhold er på en måde, der ikke bringer de sider frem ret ofte. Heldigvis.

Dagen efter jeg havde sagt farvel til mit arbejde, havde jeg en bytur med en del af kollegaerne. Vi har en masse (for os) vældig underholdende traditioner, såsom tinnitusfremprovokerende fællessang af både “Bohemian Rhapsody” og “First Like”, og der er ingen krav for hverken pænhed eller kontrolleret opførsel. Da jeg på et tidspunkt sad ude på altanen med en festsmøg og kunne høre Queen-tonerne gjalde inde fra stuen, fik jeg et af de dér stik, der efterhånden kommer fere og flere af. Dem, der fortæller mig, at dét her er noget unikt og noget, jeg nu giver afkald på. Helt konkret i det her tilfælde en håndfuld fantastiske mennesker, som jeg ikke bare har arbejdet sammen med og brugt flere timer sammen med end jeg har med mange af mine venner – det er også mennesker, jeg efterhånden kender så godt og føler mig så tryg ved, at jeg ikke behøver lægge hverken filter eller låg på. Vi er bare sammen.

Om to uger sidder jeg, jetlagget og på en eller anden måde ret alene, flere tusind kilometer væk. Alle de relationer jeg har opbygget gennem tiden, små som store, nære som perifære – de er væk. Ikke for altid; mere melodramatisk skal det heller ikke blive. Men for en ret lang periode. Og hvem ved, hvor og hvordan de relationer er, når vi kommer hjem igen? De stærkeste af dem ændrer sig ikke det store, det ved jeg. Men hvad med alle de andre? Dem, der måske ikke er livslange, men stadig har lagt lag og dimensioner til min verden og personlighed? Dem, der måske ikke lige har en tur til North Carolina på tapetet, og som derfor i løbet af to år godt kunne havne i en endnu større periferi.

Lige efter beslutningen var taget, kunne jeg kun tænke på hvilken betydning vores flytning ville have for børnene. Men jeg må nok erkende, at jo nærmere vi kommer og jo flere mennesker jeg ser for (i hvert fald for en tid) sidste gang, jo mere begynder min egen lille sociale verdensnavle også at give lyd fra sig. Jeg tror ikke helt, jeg ved hvad det indebærer at gøre det, vi gør lige om lidt. Jeg glæder mig. Helt uden tvivl. Men sommerfuglene begynder at indfinde sig, og med dem kommer endnu en side, de færreste ser: Den, der slet ikke kan alt, men i virkeligheden er en lillebittesmule bange for, hvordan det hele skal gå. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *