Den strenge mor på vejen

Noget af det allerbedste ved vores (nu ikke længere så) nye hus er, at børnene har venner at lege med. Over det hele. Og at der rent faktisk er et område, hvor det er sikkert at sende dem ud for at lege – på ægte dansk manér, haha. De fleste dage er vi knap nået hjem fra skole, før M er smuttet ind til nabopigen, som hun går i klasse med. Hun er en vildt sød pige, de leger så fint, og vi er rigtig gode venner med forældrene, så det er ret perfekt. Hvis altså ikke lige…

Ovre hos nabopigen, K, er der mange snacks. Som i virkelig, VIRKELIG mange. Og K’s forældre har ikke rigtig nogen regler for hvor mange snacks man må spise, for familien spiser alligevel sjældent aftensmad sammen, så det betyder ikke så meget, om man har spist sig mæt i løbet af eftermiddagen. De første par gange M var derovre, kom hun altid tilbage lige inden aftensmaden – så mæt, at hun nærmest ikke rørte det, der et kvarter senere lå på hendes tallerken. Og da jeg spurgte lidt ind til det, gik det op for mig, at hun havde fyldt sig med alle mulige herlige snacks, som kiks (søde og salte), lidt kyllingenuggets, browniebidder (i supermarkedsposeform), noget udefinerbart slikhejs og mac’n’cheese-snacks (hvordan mac’n’cheese kan eksistere i snackform fatter jeg ikke, men det må være en anden snak). Vi tog en snak om, at det måske ikke var den bedste ide at proppe sig med snacks hele eftermiddagen, så man ikke kunne spise aftensmad, og det kunne hun godt se fornuften i.

Næste dag gik eftermiddagen med, at jeg fik sms’er fra K’s mor: “Can M have x?” “Can M have y?” “Cand M have a piece of z?” Jeg svarede venligt “helst ikke” til det meste og prøvede at forklare, at hun ikke ville kunne spise aftensmad, men gav mig lidt til sidst, fordi jeg også syntes det var lidt flovt at være den der strenge mor, der sagde nej til alt. Og ved det efterfølgende besøg kom M igen proppet tilbage, fordi “jeg troede bare, det var lige dén dag du mente, at jeg ikke skulle spise så mange snacks!” Ok, om igen. Nu har vi lavet en helt klar aftale. Max én snack, når hun leger hos K om eftermiddagen på hverdage. Og jeg ved godt, hun synes det er supertræls og at jeg er en værre skrappemor, når jeg siger sådan. Og så må det være sådan. I går fik jeg en sms fra moren, der spurgte om M måtte få Gatorade, og jeg måtte igen hive skrapkasketten på og sige helst ikke.

Det gør det også lidt udfordrende, når de leger her, for K spørger altid om diverse kiks og snacks, og jeg ved jo, at hun godt må for sine forældre, men mine børn må ikke – så skal jeg bare lade hende fortsætte som hun vil, mens mine børn sidder med deres lækre (😏) æblebåde og ser hende hælde guldfiskekiks i sig? Eller skal jeg sige stop for alle og så for alvor blive set som den strenge mor på vejen? I huset, hvor al sjov med snacks tager hen for at dø?

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg ville blive den strenge mor, men hold op, hvor er det nemt at føle sig sådan her. Snacks’ne er én ting. Men jeg laver heller ikke særskilt pasta hver aften til et barn, der ikke vil spise det samme som vi andre – som en anden veninde gør. Vi er ret hårde med, at vores børn ikke får dessert, før de har spist ordentligt af aftensmaden, hvilket nogle gange har resulteret i, at især A har siddet og stukket temmelig slukøret i sin mad, mens han kigger på de efterladte, fyldte tallerkner fra selskabets andre børn, der har rejst sig for at lege inden desserten. Vi lader ikke vores børn sige nej til at smage på maden, hverken ude eller hjemme. Vi lader ikke M få huller i ørerne, før hun bliver 10, og vi siger blankt nej til, at hun må få sin egen telefon. Begge ting, som hun ser hos mange af sine jævnaldrende og utvivlsomt i sit stille sind bebrejder os vildt for.

Det er ikke sådan, at vi aldrig nogensinde afviger fra principper og regler, for selvfølgelig gør vi det. Men nogle af dem er bare for vigtige til at blive bøjet hele tiden – for eksempel har snack-reglen en masse at gøre med, at amerikanske snacks er så usunde, at jeg simpelthen ikke vil have, at mine børn spiser sig mætte i dem. Og aftensmaden er vigtig for os. Vi sidder sammen, vi spiser sammen. Og der er helt sikkert en masse andre regler, som jeg ikke engang har med her, og som udløser lige lovlig mange “det synes jeg ikke er en god ide” og “helst ikke” og slet og ret “nej”.

Men jeg kan godt ind imellem føle mig lidt udfordret på alle de regler, som vi ind imellem virker som de eneste, der har. Både dem, der handler om sundhed og dem, der handler om opdragelse.  For det er altså ikke fordi det er specielt sjovt at være den mor, der siger nej til alt det sjove. Det er en ævfølelse for mig, og jeg er helt sikker på, at M synes det er superirriterende (uden at hun nogensinde har givet udtryk for det, men hun vil jo gerne have lov til alle de ting, så selvfølgelig synes hun det). Jeg er ligeglad med hvad andre vælger for deres børn, men jeg kan godt ind imellem få lidt ondt af mine børn, som tydeligvis er dem, der har det hårdest med den strenge mor og far.

Heldigvis er det ikke noget, der har fået nogen indflydelse på vores venskaber eller vores forhold til naboerne, som både vi og børnene stadig ser nærmest dagligt og har det vildt hyggeligt og sjovt med. Men jeg kan godt mærke, at jeg lige skal sluge den der med at være den strenge mor på vejen – måske endda i byen.  😳

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *