Tætte eller trætte?

Vi nærmer os treårsjubilæet for vores flytning hertil, og når man gør sådan noget som at flytte sin familie til udlandet (og har meget tid i sit eget hoved i hverdagen, haha), så kommer man unægtelig til at tænke en del over hvad det har betydet. Hvad betød det for vores børn, at vi flyttede dem? Hvad betød det for vores familie? Hvad betød det for mig og min karriere, at jeg valgte at tage en helt gennemført pause fra det jeg lavede før, og som jeg måske, måske ikke, vil lave igen i én eller anden afskygning? Og så selvfølgelig: hvad betød det for vores parforhold? Sidstnævnte er en stor ting. Fordi det at flytte ud bare ER en stor ting for alle de relationer, det rammer. Og ja, det har haft en enorm betydning for vores forhold, som jeg synes har udviklet sig en hel masse gennem de tre år. Om det havde været komplet anderledes, hvis vi var blevet i Danmark, er jo ikke til at sige, men der er i hvert fald faser af udviklingen, som jeg tror har været meget typiske konsekvenser af det valg vi nu engang tog dengang.

Den første tid var hård, og det er der virkelig ingen grund til at forsøge at strø sukker ud over. For det var den altså. Vi var alle sammen pressede, og der var noget benhårdt over at gå fra at have taget beslutningen og have vild optur over dét, til rent faktisk at ankomme og så skulle til at finde ud af det hele. Det praktiske, det sociale, det logistiske. Fordi udflytningen skete som en del af N’s job, var det ham der havde al kontakt til immigrationsadvokater og andre magthavere, og der var en masse ventetid i forhold til at få alt på plads. Dét stressede os helt vildt. Jeg var frustreret over ikke at vide noget, og N blev frustreret over, at jeg frustreret pressede ham for svar han ikke havde, og som han ingen chance havde for at få, før de kom. Vi boede i en møbleret og personlighedsløs lejlighed i et kompleks, som man ikke kunne komme til eller fra uden en bil, og de første par dage havde vi kun én, så børnene og jeg var lukket lidt inde. Der gik utrolig meget tid med tegnefilm på et sprog, de ikke forstod, og på en legeplads med så meget statisk elektricitet, at jeg fik så mange stød, at jeg sikkert mistede et par hjerneceller i den periode. Nåja, næsten.

Jeg husker, at vi bed en del af hinanden i den periode, og der var flere skænderier, end vi var vant til. Og jeg husker følelsen af at være alene på den magtesløse måde. Hver gang jeg syntes at N opførte sig som en røv, gjorde det mig endnu mere sur og skuffet at tænke på, at jeg ikke havde andre end ham, og det sagde jeg til ham. Tit. Det er en sætning jeg husker gå igen fra den tid: “Du tager af sted og ser mennesker hver dag, men jeg har ikke andre end børnene og dig.” Bum. Det var sandt, men hvad skulle have han gøre? Altså ud over at lade være med at være en røv til at starte med, men altså – ingen af os var de bedste versioner af os selv, og vi var pressede, så ingen havde nok noget at lade den anden høre. Og oven i vores egne forsøg på at finde os til rette med hinanden i nye rammer, kom alt det, som man opdager er dét, der virkelig tager tid: få oprettet bankkonti, få kreditkort, tage kørekort, få social security number og så freakin’ videre.

Efter noget tid faldt flere ting på plads; børnene kom i skole, vi flyttede ind i vores første hus, vi fik vores møbler fra Danmark, vi kunne begynde at skabe os en base, som vi kunne føle os hjemme i. Men det er jo heller ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden. N arbejdede en hel masse af døgnets timer, og selv om jeg er så privilegeret at være glad for mit eget selskab, så var jeg stadig langt fra at have opbygget det sociale netværk jeg har i dag. Men stille og roligt kom i hvert fald følelsen af ikke at være alene mere. Og at have andre end min mand. Og efterhånden er det faktisk mere eller mindre blevet sådan, at jeg er den, der står for vores netværk, og fordi jeg har været god til at møde mennesker og skabe kontakter, har det ført en masse positive og betydningsfulde ting med sig: vores hus, en opgave for N’s firma, skolen – og, vigtigst af alt, en masse søde, sjove og rare mennesker, som vi virkelig holder af at bruge tid med.

Men samtidig med al dét, samtidig med vores “opdyrkning” af vores individuelle nye roller og identiteter, er der jo sket en udvikling af vores indbyrdes forhold. Og den synes jeg, hånden på hjertet, har været ret unik og virkelig fin. Man kunne sagtens have frygtet, at vi ville blive trætte af hinanden, at vi ville gå hinanden på nerverne, fordi vi i nu tre år har tilbragt så meget tid sammen og bare grundlæggende været så meget sammen om alting. Men det er slet ikke det, der er sket; tværtimod. I stedet for at været blevet trætte, er vi blevet tætte. På en meget rolig, nærmest usagt måde. Det er som om at kombinationen af den udfordring det var til at begynde med, og intensiteten i den tid vi har brugt sammen på at opleve, lære og være et firkløver har bragt et nyt fundament med sig, som er svært at forklare, men som føles meget tydeligt. En følelse af “os mod verden” dukker op i mit hoved, men den dækker det ikke helt, for det er ikke en kamp. Det er bare en følelse af at være og have været sammen om noget, der ikke er helt almindeligt, og hvor vi stadig lidt føler os som de udefrakommende, der blev plumpet ned. Vi oplever det, vi suger det ind, vi nyder det, vi lever det, og når dagen så er gået, så ved vi lige præcis hvad den anden mener, når han eller hun fortæller om det. Skænderierne er væk, og når de en sjælden gang dukker op, har de altid en meget forudsigelig grund – som når vi er ultrapressede over en situation, vi ikke selv har kontrol over.

Det er en ret særlig ting. Og det er også en af de ting, der kan give mig lidt møl i maven ved tanken om at skulle hjem igen, for hvad sker der med vores sammenhold i nye, gamle rammer? Nuvel, det er ikke noget, jeg går og bekymrer mig om, for som tingene er nu, og som de forhåbentlig er et stykke tid endnu, så føles det bare fint og roligt og rart. Og der er i øvrigt heller ingen grund til at gå og bekymre sig om noget, der formentlig slet ikke bliver et problem, for hvorfor skulle vi ikke kunne bevare de gode følelser hvor som helst?

Vores rejse har været en rejse på mange flere måder end dén over Atlanten, og der er sikkert masser af mellemlandinger foran os. Men vi er landet et godt sted for nu, og jeg kan ikke lade være med at føle, at vores forhold, på trods af den uundgåeligt bumlede begyndelse, har nydt godt af det. For at være sammen om noget og manøvrere sig selv og hinanden igennem det – og opdage, at selv om forholdets og familiens roller kan være flydende, så flyder de altid sammen – dét er ret magisk.

2 tanker om “Tætte eller trætte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *