Nå, men…bliver man så tyk af at bo i USA?

Et halvt års tid efter vi var flyttet hertil, skrev jeg det her indlæg, fordi tanken om automatisk at lægge mig ud var noget af det, jeg tænkte over, inden vi flyttede hertil. Og jeg tænkte, at det måske kunne være sjovt med en opdatering her to et halvt år senere. Jeg har også skrevet lidt om dét med at have en anden tilgang til børnesnacks end mange af de andre mødre, men hvordan ser det ud med moren selv her knapt tre år efter udflytningen?

I mit første indlæg om emnet nævnte jeg, at jeg havde taget tre kilo på. Oh lordy. Little did I know at det et års tid senere snarere skulle hedde +10. 😳 Jeg har ikke tænkt mig at lyve eller underdrive: i starten af 2017, lige omkring vores visumforlængelses-besøg i Danmark vejede jeg omkring 12 kilo mere, end da vi kom hertil. Og selv om jeg er relativt høj og aldrig har været spinkelt bygget, så er 12 kilo altså noget, der kan ses. Jeg kan ikke helt huske, hvad der gjorde udfaldet i forhold til at vende skuden (bogstaveligt talt, haha!), men efter en sjov, hyggelig og kalorierig venindetur til New York i foråret, hvor jeg blev mere og mere desillusioneret for hvert prøverum jeg trådte ind i, besluttede jeg mig for, at det skulle være løgn, og jeg gik i gang med at gøre noget ved det. Jeg skal nok lade være med at kede jer med detaljerne, men jeg lavede selvfølgelig drastisk om på min kost, og så begyndte jeg at løbe stort set hver dag. Ikke særlig langt og absolut heller ikke særlig hurtigt, men meget konsekvent. Hver morgen, når jeg havde afleveret børnene, løb jeg en tur, typisk på 4-5 kilometer. Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev det sindssygt varmt at løbe (det er altså ikke meget fart jeg får på i 35 graders varme), men jeg holdt fast i at komme af sted hver dag, og kombineret med et noget ændret kalorieindtag havde det virkelig en effekt. Da vi nåede august, var jeg tilbage til et sted, jeg var tilfreds med.

Forskellen på at løbe om sommeren herovre og i Danmark (som på billedet her fra vores tur hjemme i august) var helt utrolig. Temperaturen, luften – pludselig føltes det som ren leg!

Jeg har holdt fast i de vaner jeg fik etableret, og jeg løber stadig – og har hele vejen igennem mit lille løbeeventyr i øvrigt været enormt inspireret af hende her. Jeg løber ikke længere hver dag, men minimum hveranden – medmindre selvfølgelig, at jeg er syg. Eller et barn er sygt. Eller skolen er lukket pga sne. Men der skal virkelig en uløselig situation til – ellers løber jeg hveranden dag, altid. Hvis jeg ved, at der er en dag, jeg ikke kan komme til at løbe, planlægger jeg dagene op til, så det stadig ender med at passe med hveranden dag – nogle gange betyder det så to løbedage i træk. Jeg løber typisk mellem 7 og 11 kilometer og aldrig under 5 (og det er kun, hvis jeg er tømmermændsramt eller på anden måde helt energiforladt, at jeg løber 5). I begyndelsen løb jeg altid med musik i ørerne, men da en giftslange en dag krydsede stien lige da jeg skulle til at tage et skridt, spurgte N mig, om jeg ikke ville droppe musikken på løbeturene, så jeg kunne have fuldt fokus på hvor jeg trådte – og siden har jeg løbet 100 % støjfrit. Og hvor jeg tidligere troede, at det nærmest var fysisk umuligt for mig at løbe uden musik i ørerne, nyder jeg nu helt vildt at være helt uforstyrret og til stede i naturen på turen.

De dage hvor jeg ikke løber, går jeg som regel lange ture, og ofte går jeg de samme ruter, som jeg løber. Så sætter jeg bare lidt længere tid af til det. Og i modsætning til løbeturene er mine gåture fyldt med underholdning i form af podcasts. Jeg er blevet fuldstændig hooked på true crime-podcasts, som jeg grådigt sluger et par afsnit af på sådan en tur.

Det er naturligvis i situationer som denne, at dét med at være housewife bliver et enormt privilegium, fordi jeg jo om nogen har tiden til at gå, løbe cykle, dyrke yoga eller hvad der nu føles rigtigt den dag. Jeg er ikke afhængig af at skulle stå op før resten af familien eller presse en løbetur ind efter aftensmaden, når børnene er puttet, som det jo er tilfældet for langt de fleste udearbejdende forældre. Så det her indlæg er altså på ingen måde et “det er så nemt og alle kan jo bare gøre som jeg”-indlæg, og det skal egentlig heller ikke læses som et fitness- eller sundhedsindlæg. Snarere bare en slags svar på nogle refleksioner jeg selv gjorde mig, inden vi flyttede til et land, der kæmper med ekstrem overvægt, og hvor jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg sagtens kunne høre til den gruppe af mennesker, der ville tage lige vel rigeligt for mig af retterne.

Så ja… man bliver tyk af at bo i USA. Eller rettere, jeg gjorde. En kombination af minus motion i hverdagen, amerikanernes besættelse af at putte ost i og på ALT, en forkærlighed for pomfritter og en generel mangel på mådehold fik skovlen under mig. Og på en eller anden måde virkede det nærmest lidt uundgåeligt. Jeg skulle lige op og runde et eller andet magisk punkt som konsekvens af min laden stå til, inden jeg kunne vende tilbage til et sted, hvor halvdelen af min garderobe ikke bare hang og grinede af mig. Og hvor mærkeligt det end lyder, så har jeg det helt ok med hele forløbet. For jeg nød virkelig den ost. 😁

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *