Happiness starts with a wet nose…

…and ends with a tail.

Jeg måtte to år tilbage i arkiverne for at finde dette indlæg – og tankerne fra det har altså luret lige siden.  Vi endte med at opfylde M’s brændende ønske om en kanin, og siden maj dét år har søde, bløde Butterscotch boet hos os. Vi overtog hende fra en pige, som ikke kunne have hende længere, og alle i familien er vilde med hende. Hun er nuttet, legesyg, rolig og jo flere hænder, der vil ae, klø og nusse hende, jo bedre.

Men… indlægget dengang handlede jo sådan set ikke rigtigt om kaniner. Og det gør det her heller ikke. Det handler nemlig om at nu, efter overvejelser og tanker og snakke og flere overvejelser har vi langt om længe besluttet os for at få en hund. Alle de tanker vi gjorde os dengang, gør vi os stadig, men på en eller anden måde har tidspunktet aldrig føltes mere rigtigt end nu. Jeg kan virkelig mærke, at den dér længsel, der sikkert er naturlig for rigtig mange af os, der er vokset op med hund, kun bliver større, og samtidig har vi og især jeg jo aldrig haft så god tid til at tage os af en hund som nu. Jeg bruger i forvejen så lang tid på gå- og løbeture, at en hund bare ville være en sjov makker, og jeg bruger unægteligt også rigtig meget tid herhjemme, så den ville aldrig være alene hjemme ret lang tid ad gangen. Børnene har en alder, hvor de forstår hvad det vil sige at have en hund, og så har de jo groft sagt “øvet” sig lidt på dét med kæledyr i og med, at de begge har været så glade for kaninen.

Da vi var nået frem til, at tiden var rigtig, kom næste spørgsmål: hvilken slags hund skal vi have? I kommentarerne til det tidligere indlæg nævnte jeg, at vi ville gå efter en internathund, og det var også vores tanke. Men det viste sig at præsentere nogle problemer, som fik os til at gå væk fra det igen. Den primære og altafgørende årsag er, at nogle muskelhunde – pitbulls og american staffordshire terriers – er meget udbredte her i området, og jeg vil skyde på, at de ses hos omkring 85 % af de hunde jeg ser på internaternes hjemmesider. Selv ved dem, der ikke er “ægte” muskelhunde, men blandinger som beskrives som for eksempel “labrador mix”, “terrier mix” og “hound mix”, er det tydeligt at se, at der er noget pitbull eller amstaff (eller lignende) i dem. Den type hund har et andet ry herovre, hvor mange elsker dem og beskriver dem som de kærligste og skønneste familiehunde (og alligevel tænker jeg, at der må være en grund til, at så mange af dem ender på internat…), men jeg kunne aldrig drømme om at lade en pitbull – blanding eller ej – i nærheden af mine børn. Det er simpelthen for stor en risiko at løbe, og det ville være fuldstændig udelukket, at vi fik en hund med den type terrier i sig. Der er selvfølgelig også helt andre hunde, men de fleste af dem bliver enten beskrevet som meget nervøse og menneskesky, ikke velegnede til familier med mindre børn eller andre faktorer, der gjorde dem og vores familie til et uhensigtsmæssigt match. Meningen er jo, at vi skal finde en hund, der kan være hos os altid – ikke en, der viser sig at være et dårligt match, fordi vi ikke magter den opgave det er at “genopbygge” den.

Så vi endte med at gå en anden vej – og blev skrevet på en hvalpeventeliste. Valget er faldet på en sheepadoodle, som – ud over en fuldstændig vanvittig nuttethedsfaktor (seriøst, prøv at google dem – jeg lover, at I ikke bliver skuffede) – på stort set alle måder passer så fint til os. Det er en blanding af en Old English Sheepdog (som jeg er vokset op med) og en puddel, så den bliver relativt stor, og det var længe vores eneste grund til at holde lidt igen med at vælge den. Men vi kiggede  på cockapoos, sproodles, schnoodles, golden retrievers, cavalier king charles spaniels og alle mulige andre, og vi kunne ikke slå sheepadoodlen ud af hovedet. Og vi endte med at vedtage, at hvis dét at den bliver lidt større end hvad vi havde forestillet os, er den eneste hage, så må vi jo bare løse dét. Det er en blandingsrace, som næsten ikke fælder, og som ikke gøer for meget (sagt med forbehold for, at alle hunde selvfølgelig er forskellige, men det er normen).

Vi håber at kunne få en hjem til efteråret – vi kommer til at være i Danmark en stor del af august, så det ville være lidt uhensigtsmæssigt at få den inden da – og præcis hvornår afhænger jo af hvornår den opdrætter vi har valgt, har et kuld klar. Og nu hvor beslutningen er taget, er det jo SÅ svært at vente helt til efteråret, men der må jeg nok lige finde voksen-Julie og lidt tålmodighed frem, haha! 😁 Vi glæder os i hvert fald alle helt vildt, og selv om A hellere ville have haft en kat og nok egentlig føler sig lidt overhørt, så er han også ret spændt. Listen med potentielle navne er allerede alenlang (og spænder relativt vidt fra  Bubblegum og Raleigh over Daffodil og Peanut til Spirit Guide 😂) – men én ting er i hvert fald sikker: det bliver den mest elskede, krammede, kyssede, nussede hund man kan forestille sig. ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *