Må jeg egentlig mene noget om kvindekampen?

På Kvindernes Kampdag i går svømmede mine nyhedsfeeds over med artikler om stærke kvinder, inspirational quotes og masser af motiverende slagord. Jeg delte selv et citat på instagram, for jeg skulle da ikke stå tilbage. Eller skulle jeg? Sandheden er nemlig den, at når man har valgt at være hjemmegående, som jeg har været det i snart tre år, så er dét at have ret til noget at sige på den dag, der handler om ligestilling, bestemt ikke en selvfølge. De hyppigste reaktioner jeg møder, når jeg fortæller folk om vores liv herovre, er dels en undren – og dels en form for usagt fordømmelse/skuffelse, fordi jeg jo svigter. Jeg svigter kønskampen, søsterskabet, alle dem, der har kæmpet – og stadig kæmper – for ligestillingen, og selv om det ikke er noget, der bliver sagt ligeud i utvetydige vendinger, er det helt tydeligt, at det er dén reaktion, mit nuværende valg tit afstedkommer.

Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg afsløre, at mange har det helt fint med at fortælle mig, hvordan de aldrig kunne holde ud ikke at have et arbejde, og hvordan de ville blive vanvittige af det. Jeg gør mit bedste for ikke at tage det personligt, fordi jeg ved godt, at det ikke er ment sådan – men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke over hvor fjernt det ligger mig (og de fleste andre) at sige til en skolelærer, en tandlæge, en sygeplejerske, en revisor, en ingeniør eller en indsæt-en-hvilken-som-helst-stillingsbetegnelse, hvordan jeg aldrig ville kunne holde ud at gøre hvad vedkommende gør. Det er en løjerlig ting, dét med, at reglerne for hvad man kan tillade sig at sige, ind imellem forekommer at være 100 % modtagerbestemte.

Nå, men det er jo på sin vis et sidespring, for indlægget her skulle sådan set ikke handle om hvor mange der ikke kunne drømme om at leve som jeg – men derimod om jeg på den anden side har lov til at mene noget om kvindernes position i dag? Kan jeg tillade mig at sidde og råbe om ligeløn og bedre stillinger, når jeg af egen fri vilje ikke har haft et betalt job i tre år, men ladet mig forsørge af min mand og dermed bombet mig selv og vores familiemønster tilbage til 50’erne? Jeg synes – ikke overraskende – gerne, at jeg må. For mig handler hele den her kamp ikke om hvad vi kvinder laver. Den handler om, at det er vores eget valg – og at vores køn ikke skal stå i vejen for det valg; hverken den ene eller anden  vej. Det er jo så simpelt, at det nærmest føles helt dumt at skrive det, men jeg synes ind imellem det bliver glemt. Vi skal helst alle sammen være frygtløst ambitiøse i vores karrierer, og dem, der vælger ikke at være det – om det så er for en periode eller mere permanent – kommer hurtigt til at føle sig klemt. Jeg tror ikke, der er nogen kvinder, der ikke gerne så alle medsøstre have lige så mange og gode muligheder som mændene, men det er altså en tanke værd, at netop “gode muligheder” ikke betyder det samme for alle. For nogen betyder det en direktørstilling, en karriere som selvstændig eller et mellemlederjob med masser af indflydelse. For andre kan det være et job, der måske ikke redder verden, men er sjovt, og som måske giver en mulighed for at gå på deltid. Og for andre igen kan det betyde et par år i udlandet uden job, men med masser af tid til sine børn. 😉

Så ja. Selv om det ikke altid føles sådan, og selv om jeg faktisk skulle overveje det lidt, inden jeg hoppede på bølgen af instagram-slagord i går, så synes jeg faktisk gerne jeg må være med i koret. Jeg synes ikke, jeg skader kvindekampen ved at gå hjemme. Ville det være endnu bedre, hvis flere mænd tog det samme valg? Uden diskussion. Men her er det altså mig, der gør det, og tilfældigvis også mig, der virkelig, virkelig nyder det. I fulde drag. Samtidig med, at jeg selvfølgelig gør mig nogle overvejelser i forhold til den syvårige pige, der hver dag ser på sin mor med et naturligt behov for at have et forbillede, og som forhåbentlig også kan få øje på noget inspiration.

Jeg gør hvad jeg kan for hver dag at sende M ud i verden med en tro på, at hun kan lige hvad hun vil. Om det så gælder et regnestykke i skolen, en melodi på violinen eller en drøm om fremtiden. Jeg har ingen forestilling – hverken god eller skidt – om, at dét at jeg går hjemme, skal få hende til at tro, at det også er hendes fremtid. Hun kan godt huske, at jeg arbejdede, og hun kan huske hvad jeg lavede. Vi snakker om det tit. Hun ved også godt, at vores liv lige nu er taget lidt ud af en sammenhæng, og at de fleste mødre i Danmark arbejder, mens de fleste herovre ikke gør.
Og hun vil i øvrigt være astronaut.

2 tanker om “Må jeg egentlig mene noget om kvindekampen?

  1. Hej Julie

    Du var så sød at svare på min kommentar på rockpaperdresses angående livet som hjemmegående samt at protestere imod, at jeg kaldte mig selv en dårlig feminist – tak for det 😉 Jeg er meget enig i dine betragtninger i dette indlæg, og i bund og grund mener jeg heller ikke, at jeg er en dårlig feminist… man skal bare lige huske at ranke ryggen en gang imellem i mødet med verden, som du selv giver udtryk for. Feminisme handler jo nemlig om det frie valg – og lige muligheder betyder netop ikke, at man har PLIGT til at vælge karrierevejen… Selv om det nemt får dén vinkel i debatten. Jeg tænker nogle gange, at kvindekampen havde den uheldige sideeffekt, at alt der lugter for meget af familieliv er blevet kraftigt devalueret, og det har nogle rigtig triste konsekvenser. Jeg prøver på min egen måde at modvirke det i min lille familie, lige som du gør 🙂

    Pøj pøj med jeres udlandsophold og dejligt at lære din blog at kende 🙂

    1. Tak for din søde kommentar, Lisa! Jeg kunne ikke være mere enig. Vores (altså din og min) position kan godt være lidt tricky ind imellem, fordi den er så uvant for en dansk kvinde anno 2000’erne og det kan være svært at give sin mening til kende med rank ryg, når man nu har valgt en situation, der sender tankerne tilbage en svunden tid. Men jeg ville ikke bytte for noget – ikke lige nu. 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *