The BIG four-oooooh…

Det er lige om hjørnet. Om godt to måneder fylder jeg simpelthen 40. Den slags runde dage/skarpe hjørner, hvordan man nu vælger at se på det, har det jo med at sætte gang i den indre Spørge-Jørgen. Er jeg hvor jeg gerne vil være? Hvad skal der ske med de næste 40? Hvad hænger, og hvad er blevet blødere? Jeg har virkelig – og det kan jeg sige med 100 % oprigtighed – ingen problemer med at blive 40. Overhovedet. Hvilket egentlig er overraskende, for jeg har altid været sådan relativt forfængelig, og jeg havde faktisk troet, at 40 ville være en streng én. Men det er den altså ikke. Endnu i hvert fald, det kan jo nå at ændre sig, så spørg mig om to måneder, haha!

Er jeg dér, hvor jeg troede jeg ville være? Øhmm, nej. Overhovedet ikke. Jeg tror ikke, at særlig mange danske piger vokser op med et fremtidsscenarie, hvor de er hjemmegående mødre som 40-årige. Min situation, som den ser ud nu, lå på ingen måde i kortene. I min forestilling lavede jeg nok en variant af hvad jeg gjorde inden vi rejste; bare med lidt mere dybde og måske også lidt mere ansvar (ikke for meget, jeg har aldrig gået med lederdrømme) og med dagligt udgangspunkt i vores lille fine hus i Virum. I stedet sidder jeg her, i Raleigh, NC, med dage så åbne som Amager Fælled og al tid i verden til at beslutte mig for, hvad mit næste skridt skal være. For der kommer et næste skridt, og jeg har masser af ideer, men arbejder på dén, der rodfæster sig nok til at blive handlet helhjertet på.

Så jeg er ikke dér, hvor jeg havde troet. Men er jeg et godt sted? Helt uden diskussion, tvivl og tøven. Jeg er der lige dér, hvor jeg skal være lige nu. Det skal ikke misforstås som, at alt er flødeskum og regnbuefarvede enhjørninger hver dag, hele dagen – men life is pretty damn good. Det er det altså.

På trods af, at 40 som sådan ikke er noget syleskarpt hjørne i mine tanker eller mit “mig-billede”, så skal det selvfølgelig markeres, og jeg har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at tænke over hvordan. Da N fyldte 40 sidste år, tog vi til Wrightsville Beach, som er vores nærmeste NC-strand, og spenderede fire dage i total fødselsdagsafslapning. Det var bare os fire, en strand, sol, surf & sjusser, og det var lige i øjet. Det var den perfekte fødselsdagsfejring – i hvert fald når man nu ikke kan samle alle sine venner og andre kære til en stor fest. Så jeg overvejede, om vi skulle gøre det samme denne gang, men på den anden side: det ville også virke lidt tamt bare at prøve at kopiere en succes. Så snakkede vi om St. Pete Beach og nogle dage på The Don, som stadig står for mig som en af vores allerbedste strandoplevelser. Jeg elsker den strand, og at sidde på min balkon og nyde et fuldstændig frit udsyn til solnedgang og delfiner med en Corona i den ene hånd og en pizzaslice i den anden – dén tanke kunne jeg godt lige holde ud at kombinere med en fødselsdag. Vi snakkede også om New York. Børnene har aldrig været der, og de er efterhånden store nok til, at de virkelig kunne få noget ud af det – og vi ville kunne have dem med uden at føle, at der gik totalt storbylegeplads i den.

St. Pete kaldte, men ikke højt nok. Det bliver en anden gang – uden tvivl!

Selv om begge ovenstående forslag var fristende, var der alligevel et eller andet, der blokerede for, at vi bare bookede et af dem og kaldte det planen. Og så – midt i en rus af post-Danmarkspåskeferie-jetlag og søvnmangel og et forsøg på at holde mig vågen til klokken 21 – faldt det hele på plads. Hvaler. Jeg har haft et brændende ønske om at se hvaler nærmest så længe jeg kan huske, og siden vi flyttede til USA, hvor der jo er muligheder en masse for netop dét, var det jo så oplagt, at jeg ikke ved hvorfor tanken ikke ramte før. Men heldigvis ramte den i tide, så dagen inden min fødselsdag flyver vi til Boston og kører videre til Gloucester, hvor vi næste morgen stævner ud på hvalsafari. Vi bliver i Gloucester resten af dagen (hvor jeg satser på, at alle mine 40-års-måltider skal bestå af hummer i den eller anden afskygning), og dagen efter kører vi så tilbage til Boston og bruger et par dage dér, inden vi flyver hjem til Raleigh.

Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver så stor en oplevelse, og jeg er så glad for, at vi endte med en plan, som jeg er så henrykt over, at forventningens glæde til min fødselsdag føles, som den gjorde, da jeg fyldte 10. Nu er det 40, og det bliver fedt. Hvaler, manner!

Billedet er ikke mit, men lånt af min søde veninde N, som har været så heldig at se hvaler i Grønland. Jeg håber Gloucester kan lidt af det samme!

2 tanker om “The BIG four-oooooh…

  1. Jeg oplevede kaskelothvaler meget tæt på, da jeg var på Azorerne i 2010, og det var virkelig breathtaking! Ønsker jer den bedste tur. And by the way, så er det jo også piece of cake at blive 40, når man er så ungdommelig og smækker som du! 😘

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *