København, din gamle lurendrejer…

Yikes, det har været en af de dage. Faktisk har der været et par stykker af dem. N er ude at rejse (stort set alle hans forretningsrejser går til et sted så eksotisk som Cleveland, Ohio, og hvis der er andre som jeg, der var ret hooked på The Drew Carey Show, så ved I, at det ikke nødvendigvis er en destination man behøver være sydende misundelig på), M har fødselsdag på lørdag, men er på camp med sin far indtil søndag, hvor vi så også får familiebesøg fra Danmark. Så jeg løber rundt som en høne uden hoved og ordner hytten her, planlægger klassefødselsdag til på fredag, leger singlemor/græsenke, pakker fødselsdagsgaver ind og forsøger at plante et par træer i haven. Og nå ja, så glemte jeg yngstebarnets skoletaske inklusive frokost, så jeg skulle bruge ekstra gode 45 minutter på en tur frem og tilbage til skolen. Nå, men ingen brok herfra. Det går jo alt sammen. Og solen skinner – her til eftermiddag har vi haft 27 grader.

Midt i al rundsusningen har jeg også brugt lidt tid på at undersøge undervisningsmaterialer i dansk. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil begynde at give M et par dansktimer om ugen herhjemme; ikke fordi hun ikke taler fint dansk (det gør hun stadig), men fordi hun jo på et eller andet tidspunkt skal hjem i en dansk skole, og så vil det alt andet lige gøre det lidt nemmere, hvis hun er bare lidt forberedt inden for skriftligt dansk, som klart vil være dér udfordringerne vil melde sig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kommer til at være helt med på alle de ikke-sprogligt baserede fag, men hvis hun aldrig har skrevet et essay på dansk, kan det måske godt føles lidt uoverskueligt at blive kastet direkte ud i det. Og jeg tror helt ærligt, at skiftet og kulturchokket bliver svært nok i forvejen, så der er ingen grund til ikke at sætte ind, hvor vi kan.

For jo, vi skal jo hjem på et tidspunkt. Jeg er holdt op med at give et konkret bud på vores ETA, for alt er usikkert og flydende, og ting og situationer kan ændre sig hele tiden. Men vi taler stadig om at komme hjem inden for en overskuelig årrække, og selv om tanken i sig selv godt kan give mig lidt koldsved – jeg VED, det bliver svært – så er der også bare de dér små ting, der gør, at jeg slet ikke er i tvivl. Som København. ❤

Børnene og jeg var hjemme på lynvisit over påsken, og selv om der var ting, der ikke just imponerede (hallo, sne og stiv kuling i april?!), så er der også bare ting, man ikke kan tage fra København. Som den morgen, hvor solen endelig, ENDELIG kom, og jeg løb en tur rundt om Søerne, og selv om temperaturen stadig var til den blålige side, sad alle de glade københavnere ved de udendørs caféborde med deres små cortado’er og store solbriller. Og de var pakket ind i uld og dun, men solen var der, så det var smilene også. Det er fantastisk at se danskeres humørskift, når de endelig får lov at indhylle sig i forårssol. Det er ægte glæde, og det er en helt særlig form for taknemmelig ekstase.

Men dét øjeblik, der battede allermest for mig, var den aften hvor jeg skulle hente M fra en legeaftale, hun havde med sin gamle vuggestueveninde hjemme i Virum. De to piger, som har holdt kontakten via Skype siden vi flyttede, havde leget hele eftermiddagen, og jeg havde med bævende hænder lånt mine forældres bil (jeg er i al beskedenhed en helt igennem fremragende bilist i Raleigh-trafik, men tanken om pludselig at skulle forholde mig til cyklister, barnevogne og knap så samarbejdsvillige medbilister var rimelig nervepirrende) for at køre ud og hente min glade pige. Og som jeg kørte dér, gennem Københavns gader, i de dér helt rigtige smukke skumringsminutter, fik jeg øje på en ung mand på en cykel. På bagagebæreren sad hans veninde eller kæreste eller studiekammerat, og lige med ét blev jeg fuldstændig oversvømmet af minder om dét at være ung i København. Hold nu kæft, det er fedt. Små lejelejligheder med brusebad over toilettet og smøger på bagtrappen, forelæsninger, fredagsbar, læseferier, studiejobs, flirterier og dates, madklubber, venindeaftener, byture… og cykler. Alting altid på cykel – ædru eller beruset, forsinket eller i ro og mag, med stiv modvind eller en lun og mild sommerbrise i håret. Alene eller med a special someone på bagagebæreren. Lange, lyse aftener og nætter.

Når vi er i tyverne, drømmer så mange af os om New York, Paris, London eller måske endda Shanghai og Tokyo. Det gjorde jeg også. Men jeg kan slet ikke forestille mig IKKE at have været ung i København (og her kan man jo passende indsætte Aarhus, Odense eller andre danske studiebyer, hvis det er dem, der bringer minderne frem). For mig er det det ubetinget smukkeste sted at leve sin ungdom, og selvfølgelig skal vores børn da dét. Der er slet ingen tvivl. De skal i hvert fald have muligheden serveret lige foran deres næser. Og selv om vi jo helt klart regner med at komme hjem lang tid inden da, så var det alligevel dét, der – for mig – slog hovedet på sømmet. København, det kan godt være, du er lidt grå og ret sur og også sådan lidt på tværs en stor del af tiden – men du kan altså noget, som ingen andre kan. ❤

På vores sidste aften inden det alt for tidlige morgenfly så udsigten fra mine forældres vinduer sådan ud. Jeg tror den fine by prøvede at fortælle os noget.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *