Glæder I jer?

Bloggen er i disse dage temmelig præget af tavshed, det ved jeg godt. Baggrunden er noget så håndgribeligt, at vi netop nu er i fuld gang med at forberede “the big move”. Godt nok har vi hyret professionelle til at pakke huset ned og putte al indholdet i en stor container, men inden da skal alt jo sorteres: Hvad skal med? Hvad skal blive? Hvad skal gives væk? Hvad skal ud? Og når man så tager med i ligningen, at der i sorteringsarbejdet befinder sig gamle flyttekasser fra vores respektive singlelejligheder, ja, så kan I måske forestille jer, at det tager mere end et par timer. I går aftes skulle vi udfylde et dokument, hvor vi skulle nedskrive alle de ting, der skal med i containeren – og deres værdi. Prøv at gøre det bare for et enkelt rum – og gang det så med køkken, børneværelse, soveværelse, stue, gang, kælderrum, kontor… Jep, det tog lidt tid. Og for at det ikke skal være for let, krydrede vi det med en lungebetændelsesramt dreng, som allerhelst bare vil sidde på vores arm hele tiden.

Det spørgsmål, jeg helt forståeligt hører mest nu, er: “Glæder I jer?” Og ja, det gør vi selvfølgelig. Der er også en masse tanker, der giver andre følelser end bare glæde, men i bund og grund glæder vi os. Heldigvis!

Men forleden fik min mand så et spørgsmål, der var virkelig godt. “Glæder I jer lige meget?” Altså han og jeg.  Og manner, hvor det på en eller anden måde både ramte og rørte. For jeg tror faktisk, der ER rigtig stor forskel på vores forventningsglæde. Ikke hvor meget, men hvordan. Min mand ved sådan nogenlunde hvad der venter ham. Han har været derovre, glæder sig til den opgave der venter ham, han har mødt de mennesker, han – og vi – skal omgås.

Jeg aner intet. Jeg har aldrig været i nærheden af området, kan slet ikke forestille mig, hvordan der er eller ser ud, og jeg ved faktisk heller ikke ret meget om, hvad jeg skal lave. Alligevel kan jeg godt mærke, jeg glæder mig rigtig meget, for uanset hvad véd jeg, at der kommer noget godt ud af det her, og at det kun kan være sundt for mig. Vores børn får det vildeste eventyr, og de får endda lov til at få det sammen med en mor, der har meget mere tid og overskud end nogensinde før, og det kan jo kun være godt, ikke?

Men spørgsmålet ramte altså en eller anden god plet i mig, for ud over at vidne om både en god portion perspektiv og en masse omsorg, så fik det min mand og mig til at reflektere over det; både sammen og selv. For mit vedkommende fik det mig til at tænke lidt ud over børnehøjde og overveje, hvordan det bliver for mig. Ikke moren mig, men mig’et mig. Det er gode tanker at gå i gang med (og de kører stadig, så jeg kan faktisk ikke sige så meget klogt om dem).

Af andre gode spørgsmål fik jeg i dag et for første gang: “Er det dit job, I skal ud med?” spurgte en sød nabo, som for første gang hørte om planerne. Hun er den eneste, der har spurgt om det. Blandt de efterhånden virkelig, virkelig mange – kvinder og mænd, gamle og unge – er hun den absolut eneste, der ikke har spurgt: “Nå, er det din mand, der skal udstationeres?” Ja, det ER min mands arbejde, vi flytter efter, men det provokerer mig alligevel en anelse, at alle bare antager, at det er sådan situationen er. Manden udstationeres, kvinden følger med. Bevares, det giver mig ikke søvnløse nætter, men det er da tankevækkende. Så tak, progressive nabo, for dét spørgsmål. 😉

Det bliver nok lidt op og ned med hyppigheden af indlæg i den kommende uges tid. Jeg håber, I stadig vil følge med – også når der er lidt længere mellem snapsene. Jeg skal nok komme stærkt og oversøisk igen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *