Når gode oplevelser står i kø – og gør glad.

Lad mig da lige begynde med at takke for al jeres input til mit forrige indlæg – som nu virker som om det ligger et par årtier tilbage, men altså, I nyder jo en evig sommer derhjemme, så mon ikke I har haft for travlt med at nyde solen til at savne indlæg fra mig? 😉 Heldigvis ser det jo ud til, at vejret holder længe endnu, så på trods af alle erfaringer og teorier om kvotesol i den danske sommer, så er der jo rent faktisk gode chancer for, at vi kan få del i de lange, lyse aftener, når vi vender snuderne hjemad om en uge – og DÉT glæder jeg mig altså helt vanvittigt til og over. Selv om Danmarksbesøg altid er en lille smule pressede og fyldt med dårlig samvittighed over ikke at nå alle lige meget og på tidspunkter, der passer alle, så har jeg i denne omgang indlagt en god, rum tid i min families sommerhus på Odden, hvor der ikke skal ske andet end sol, badning, fjordrejer, hvidvin, aftensol (med dertilhørende solnedgang), løbeture, snakke, boglæsning, morgenbrød og alle tænkelige lignende varianter af pure afslapning. Det bliver så skønt, og jeg glæder mig helt barnligt meget.

Indtil da tænker jeg, at jeg lige skylder en opdatering på min 40 års-fejring, der fandt sted i slutningen af juni, og som bekendt bød på et potentielt bucket list-flueben. Og lad mig bare sige det, som det er: min fødselsdag var alt hvad jeg kunne have drømt og så lige dét ekstra. Fuldstændig uforglemmelig, og jeg har meget svært ved at se, hvordan nogen fødselsdag nogensinde skal toppe den. Men det er jo så heller ikke spor nødvendigt. Jeg føler, at jeg landede i Raleigh den 25. juni med kindkramper af at have smilet så meget.

Vi landede i Boston den 21. om aftenen og kørte direkte til Gloucester, hvor vi havde lejet os ind i et hus gennem AirBnb. Næste morgen kørte N et lille ærinde, som senere viste sig at være en lokal musikbutik, hvor han havde aftalt, at han kunne komme forbi og låne en guitar. Så blev jeg guidet udenfor, hvor han og M fremførte min absolutte yndlings-Miranda Lambert-sang, Tin Man (seriøst, jeg har hørt den sang flere hundrede gange, og jeg kan stadig ikke høre den uden at få en klump i halsen. Jeg aner ikke hvorfor, eller måske gør jeg, men har ikke ordene til at sætte på det. Uanset hvad, den rører mig som ingen andre sange), som de to simpelthen havde øvet i månedsvis op til turen. Og de spillede den fra ladet af vores lejede truck. Så country og SÅ meget mig, haha!

Tag en moders yndlingssang og tilsæt en datters lyse røst og en husbonds klimpren (og en truck!). Nej, der var ikke et øje tørt.

Efterfølgende fandt vi en lille café i Gloucester by – som i øvrigt er megahyggelig, sådan lidt Skagen-stemning – hvor jeg tog hul på mit løfte om at proppe mig med hummer, da jeg bestilte lobster eggs benedict. Med runde maver fandt vi derefter vej ned til havnen, hvor hvalbåden ventede, og et par timer senere var vi langt ude på havet, omgivet af blå bølger, blå himmel, legesyge delfiner og, ja, hvaler. Vi så så mange hvaler, vi så dem så tæt på, vi så dem dykke, vi så dem komme op og tømme gabene for vand, mens maden blev inde bag de kæmpestore kæber, vi så dem samarbejde… Og alt hvad vi så, var helt igennem magisk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg vidste godt, at det ville være stort at se hvaler, men det var bare så meget større og mere vidunderligt og imponerende og fascinerende og bevægende, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Det var perfekt. Simpelthen.

Jeg kan helt uden at lyve eller overdrive sige, at mit liv aldrig bliver det samme efter at have set hvaler så tæt på. Naturen, mand. Hold nu kæft, hvor skal vi være taknemmelige. Og passe på den.

Efter et hurtigt stop hjemme i huset vendte vi tilbage til havnen og spiste os ned i hummere. M ville også have sin egen hummer, mens A valgte den mere børnevenlige version – lobster mac’n’cheese. Og så gik vi hjem, mætte, glade, fyldte, til huset og lagde børnene i seng, mens N og jeg satte os ud på terrassen og drak Moscow Mules og snakkede med hinanden og husejerne, som også kiggede forbi.

Jeg havde svoret at spise hummer til hvert måltid, mens vi var i Gloucester – og jeg havde absolut ingen problemer med at holde det løfte!

Dagen efter kørte vi tilbage til Boston, hvor vi tilbragte de næste to dage med at gå, gå og gå, besøge akvariet, bo hos gode venner i deres vilde lejlighed midt i Boston, tage på busrundtur, bowle og bare hygge. Boston er en virkelig fin og hyggelig by, som vi helt klart skal tilbage til og se mere af. Et af vores virkelig gode vennepar i Raleigh havde forinden skaffet os fire billetter til at se Boston Red Sox spille hjemmekamp på legendariske Fenway Park, som er det ældste Major League Baseball-stadion i USA. Vi sad et par rækker bagved home base og havde en helt perfekt udsigt. Og lørdagsmenuen stod dermed naturligvis på stadionburgere, hotdogs, popcorn og candyfloss.

Jeg har sagt det før: er I i USA og får mulighed for at se en baseballkamp, så GØR det. Det er så sjovt! For hele familien. Og det er ligegyldigt, om det er Farm League eller, som her, Major – stemningen er bare noget særligt. At se Red Sox på Fenway Park var klart en af de helt store oplevelser.

Mandag fløj vi tilbage, og tirsdag gik turen tilbage til lufthavnen – denne gang ikke mod afgang, men derimod ankomst. Vi hentede et sæt gode, gamle, kære venner og deres datter, som efter en fremragende koncertoplevelse (country, y’all!), en low key fødselsdagsfest og et overflødighedshorn af hyggelige aftner på terrassen drog på roadtrip. Vi mødtes alle sammen i Nashville til en weekend med honky tonk, frynser og støvler, og jeg blev endnu en gang mindet om, hvor fedt det er, når folk har lyst til at besøge os. Ikke kun fordi VI synes det er så umådelig hyggeligt, men fordi jeg ved, at alle dem, der har besøgt os, er kommet hjem med oplevelser, som de højst sandsynligt ikke ville have fået ellers. Hvornår er det lige man kører gennem Blue Ridge Mountains? Hvornår får man set Charleston, Savannah og Nashville? Der er så meget at se og tage ind heromkring, og jo flere der gør det, jo gladere bliver vi for at kunne dele og give videre.

Off to Nashville, y’all! Jeg kunne i øvrigt have sparet bagagen, for jeg kom nærmest aldrig ud af outfittet her. Country-uniform ftw!

Så ja. Juni var god ved mig. Juli ligeså. Lad os håbe, at august følger trop. Jeg har i hvert fald ingen grund til at tro andet og alle grunde til optimisme. ❤

En tanke om “Når gode oplevelser står i kø – og gør glad.

  1. Det lyder som en helt perfekt fejring af de 40 år. Tak fordi vi må følge med her på bloggen – vi har jo selv planer om at flytte til USA, så det er virkelig inspirerende at få lille indblik i, hvordan livet kan se ud over there. Fortsat god ferie!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *