Mens vi venter på stormen…

Efter så lang en skrivepause er det ikke fordi jeg ligefrem mangler oplevelser, fortællinger og tanker at dele med jer. Tværtimod. Det vrimler med indlæg, jeg gerne vil skrive – om vores dejlige, dejlige danske sommerferie, om børnenes skolestart efter et mildest sagt turbulent sidste halvår, om min og M’s forestående tur til Nashville, om vores nyeste familiemedlem (sidstnævnte har dog alligevel fået sneget sig med i indlægget her…) og alt muligt andet. Men lige nu er det noget ganske andet og desværre noget mere problematisk, der fylder herhjemme og overalt i North Carolina; nemlig orkanen Florence, som I uden tvivl har hørt om derhjemme, og som lige nu brager sin vej mod vores kyst med en kraft, der ikke er set i mange årtier. Det er en såkaldt kategori 4-orkan lige nu (5 er det højeste), og det betyder, at den blandt andet får stemplet “katastrofal” på sig.

Og katastrofalt bliver det helt uden tvivl. Flere stater på østkysten er gået i gang med at evakuere beboerne, og som det ser ud nu, har Florence direkte kurs mod North Carolinas kyst, som formentlig rammes i løbet af torsdagen. Vi regner med, at Raleigh bliver ramt torsdag aften til fredag morgen, og hvis det går, som meteorologerne forudser, så bliver det rigtig skidt. Lige nu sammenligner de Florence med Hazel, som i 1954 var skyld i hundredevis af dødsfald i Haiti, USA og Canada. Der er indtil videre intet, der tyder på, at Florence vil stilne af og blive svagere end Hazel var, men det er svært at forudsige hvor store skaderne bliver, ikke bare ved kystområderne, som helt uden tvivl vil stå tilbage med massive ødelæggelser, men også længere ind i landet, hvor både vindskader og oversvømmelser bliver en barsk realitet i store områder.

Helt overordnet er USA vant til orkaner, tropiske storme, tornadoer og andre voldsomme naturfænomener. Det er, om ikke en del af hverdagen, så i hvert fald en virkelighed man lever med, især omkring hurricane season, som for den Atlantiske kysts vedkommende falder mellem 1. juni og 30. november. De tropiske storme og orkaner rammer hvert år, men nogle år rammer de altså hårdere end andre, og i år ser det altså desværre ud til, at både de to Carolina-stater og Virginia kommer til at stå for skud. I særdeleshed North Carolina, som altså lige nu ser ud til at være Florences direkte vej. Flere steder i staten kæmper beboerne stadig med ødelæggelserne og eftervirkninger af tropiske storme, der ramte for flere år siden – måske bare for at kunne starte forfra denne weekend.

Det er ikke sjovt, og det er ikke eksotisk eller spændende. Det er dybt alvorligt, og det er skræmmende, fordi vi ikke aner hvor store skaderne bliver. I forhold til oversvømmelse TROR jeg, at lige præcis vi er relativt godt stillet, fordi vores vej og hus ligger højt. Men det ændrer ikke på, at vejene omkring vores nabolag kan ende med at stå fuldstændig under vand, og vi derfor ikke kan komme nogen steder. Der er også den mildest talt uhensigtsmæssige kombination af hyppige orkaner, elektricitet i højden (modsat gravet ned) og høje, gamle træer. You do the math. Vi kommer med 100 % sikkerhed til at miste strøm, og ved tidligere orkaner har strømsvigtene for nogen områders vedkommende varet i ugevis.

Vi har forberedt os så godt vi kan. Vi har fyldt bilerne op med benzin (der er allerede ved at være udsolgt på tankstationerne), vi har købt dåsemad, kiks, knækbrød, pasta, ris, tomatsauce og andre fødevarer, der ikke skal være på køl. Vi har gas til grillen, så vi kan lave mad dér, og medmindre der bliver lukket for gassen til huset, kan vi også lave mad på vores komfur. Vi har købt batterier til vores lommelygter, lanterner, flaskevand i tøndevis… Sammen med alle de andre, der drøner rundt i supermarkederne som hovedløse høns.

Så nu kan vi bare vente. Vente og se, hvad der rammer, når det rammer. Hvor længe vi skal være uden strøm. Hvor meget vand vi bliver omringet af, og hvornår hverdagen kan gå videre. M og jeg har som nævnt en Nashvilletur, og planen er at vi flyver tirsdag aften. Det er en virkelig speciel once in a lifetime-tur (vi skal til en intimkoncert med Miranda Lambert på Country Music Hall of Fame; det kostede sved, tårer og eder at få billetterne, og M har helt selv sparet op til sin del af turen og glæder sig SÅ meget), og jeg kan næsten ikke bære tanken om, at det skulle ende med, at vi ikke kan komme af sted. Det skal vi.

Men det er tirsdag. Først skal vi gennem torsdag og fredag. Og håbe på, at Florence mister pusten bare en lille smule – og, vigtigst af alt, at hun ikke kommer til at kræve menneskeliv, som Hazel gjorde det. I må gerne krydse fingre for os.

Og bare for at lysne indlægget en lille smule, så lad mig præsentere familiens nyeste herunder. Hende har vi også købt ekstra mad til.

Lidt sødt til et ellers nedslående indlæg. Mød Dixie, som lige er flyttet ind hos os. Og allerede stor-elsket.

4 tanker om “Mens vi venter på stormen…

    1. Tak! Jeg håber og tror ikke, at vi er dem der bliver hårdest ramt, men det skal nok blive lidt skræmmende alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *