Sittin’ tight for Florence

Når man læser, hører eller ser film om orkaner, kan man godt få det indtryk, at det er en slags huhej-oplevelse, hvor de vilde vinde suser ind over huse og natur, og et splitsekund efter står man tilbage med ødelæggelserne og et kæmpe arbejde. Sidste del kommer nok til at passe meget godt, men tidslinjen er snarere noget, der minder om slow motion. Vores forberedelser til Florence begyndte for flere dage siden, skolen lukkede tidligt i går og har helt lukket i dag, de fleste arbejdspladser har også lukket ned i dag – men vi venter stadig. Vi kan godt mærke blæsten nu, og regnskyllene er begyndt (lad mig i den forbindelse nævne, at kombinationen af orkan og en hundehvalp, der skal ud for at tisse hveranden time ikke er optimal) – men Florence er en dame, der tager sig god tid. Hun bevæger sig langsomt, men sikkert, og lige nu ser det ud til, at vi får den tvivlsomme glæde af hendes selskab i flere dage endnu.

Det er først her til morgen, at vi her i Raleigh for alvor er begyndt at mærke til hende. Jeg vågnede op til adskillige tornado-varsler på min telefon, og da jeg var ude med hunden tidligt i morges, kunne jeg godt se alle de løse grene rundt omkring på vejen. Prognosen her er blevet en anelse bedre – vindmæssigt – end den var, da jeg skrev mit seneste indlæg, men vi venter på vandet, der uden tvivl kommer. Vi er ikke blevet bedt om at evakuere, og Florence’s rute skulle ændre sig markant og pludseligt for at det skulle blive aktuelt, så i modsætning til kystområdernes beboere kan vi med (nogenlunde) ro i sindet blive hjemme og bare vente på, at det er overstået. Og i mellemtiden prøve at gøre det lidt hyggeligt – så længe vi stadig har strøm og der ingen skader er sket, er det jo en god anledning til bare at nyde, at vi alle sammen er hjemme og kan være sammen. Jeg bagte en kage i går (som teknisk set var ment som orkan-proviant, men who am I kidding – hvornår har nogen nogensinde kunnet lade en nybagt kage stå?), børnene får lov at inhalere ubegrænsede mængder tegnefilm (fordi vi regner med at strømmen går), og kaffemaskinen gør sit arbejde godt.

Men vi følger naturligvis med, og for dem, der bor i områderne nærmere kysten, er der ingen hygge over det. Flere byer står allerede under vand, så redningsfolkene bogstaveligt talt sejler rundt i gaderne i både, over 100.000 er uden strøm – og det er kun lige begyndt. Byen Wilmington og den tilhørende strand Wrightsville Beach, som er et af de områder, der er hårdest ramt, er det mest populære strandområde i North Carolina – og et fantastisk smukt, sjovt og dejligt et – og de skader, der venter, bliver omfattende og katastrofale for de folk der bor der, og for dem, der har deres levevej der.

Heldigvis er folk, især i Sydstaterne, helt fantastisk gode til at hjælpe hinanden, og overalt er der storhjertede sjæle, der åbner deres ikke-oversvømmede hjem for dem, der er i problemer. Der er shelters, hvor de oversvømmede og strømsvigtramte kan søge husly, redningsfolk er fløjet ind fra hele landet for at træde til, og helt overordnet er der en virkelig fin sense of community, som altid imponerer og rører mig i situationer som denne. Det er beundringsværdigt og inspirerende, at folk simpelthen bare træder til og hjælper uden et sekunds tøven. Det gør man bare. No questions asked.

For nu fortsætter vi i vores venteposition, følger udviklingen tæt – og jeg får lidt af tiden til at gå med at snakke med TV2 News, som har haft mig igennem et par gange. Indtil videre har mine bidrag til reportagen været relativt tilforladelige – vi krydser fingre for, at det forbliver sådan.  😊

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *