En lille pige med store følelser

Vi ankom til Raleigh i går aftes, og jeg havde nok troet, at mit første indlæg herovrefra ville blive sådan et “woop, så er vi her, her er 25 grader, og eventyret venter”-agtigt. Det bliver det overhovedet ikke. Det bliver ulykkeligt, trist og fyldt med afmagt. Det bliver også frygtelig langt – og ét, som jeg ville blive lykkelig for input til og tanker om. Af alle slags.

Vores datter på fire har altid været en følsom pige. Ikke sådan over-følsom, men alligevel. Hun er ikke en, der kaster sig uhæmmet og uden tvivl ud i vilde ting, og hun har altid haft det bedst med sin mor i hånden. Hun bliver ked af det og flov, hvis nogen taler hårdt til hende, og hun har aldrig været specielt trodsig eller grænsesøgende. Selvfølgelig har hun da prøvet os af, men alt i alt har hun bare været ret mild, ret blid, sjov og skæv, men med nogle store følelser. Og stort set altid glad.

Efterhånden som den her beslutning var mere og mere sikker, begyndte vi at forberede hende på det, og hun glædede sig – så meget, man nu kan, når man er fire og ikke aner, hvad det egentlig vil sige at flytte til et helt andet land. Vi snakkede om de ting, der ventede – et nyt sprog, nye venner, nyt hus, ny børnehave – og selvfølgelig også om de ting, der skulle siges farvel til derhjemme. Hun tog det fint, og vi tænkte, at der jo nok ville komme en reaktion på et tidspunkt, men at det var helt ok, hvis opstarten på den mentale forberedelse kunne være lidt stille og rolig.

Torsdag aften før afrejsemandag begyndte hun at få feber og klagede over ondt i maven, og hun hostede meget. Jeg fik en tid hos lægen fredag for at få hende tjekket for både lungebetændelse (som hendes lillebror havde samtidig) og blærebetændelse (fordi der var nogle andre symptomer, som gav mig mistanke), men der var intet at finde. Fredag eftermiddag flyttede vi ind til min bror, hvor vi skulle bo indtil mandag, fordi vores hus nu var tømt. Lørdag aften holdt vi afsked for familie og venner, og det var et virkelig rart arrangement, hvor M fik leget med alle sine venner, og vi stort set ikke så noget til hende. Hun klagede stadig over ondt i maven, men det kom og gik lige som feberen.

Søndag aften tog det til med maven, og det blev rigtig slemt. Hun kunne godt falde i søvn om aftenen, men vågnede efter en time og skreg af smerte. Jeg har aldrig hørt hende skrige sådan før, og vi kunne næsten ikke få kontakt med hende. Hun skreg så meget, at jeg, da jeg ringede til lægevagten, fik besked på, at hun nu var indlagt over telefonen, og at vi skulle skynde os at køre til hospitalet. Da vi kom derud, blev hun tjekket, mærket, trykket og lyttet på, de fik en urinprøve. Der var intet. Hun havde heller ikke ondt, mens vi var derude, og det gjorde ikke ondt på hende, når lægen trykkede. Hun sov fint resten af natten.

Mandag klagede hun stadig lidt over ondt i maven, men mest af alt var hun bare ked af det. Trist og mut og indelukket og bare slet, slet ikke glad. Vi talte selvfølgelig om, at det måtte være meget overvældende for hende nu, og vi endte med at konkludere, at mavesmerterne kunne være en blanding af at have hostet så meget, at mavemusklerne gjorde ondt, og simpelthen stress over den store ændring, der ventede.

Hun klarede flyevturen fint, men hun var ikke sig selv. Overhovedet. Hun spiste ingenting, sagde ingenting og søgte slet ikke kontakt med os. Jeg prøvede at spørge lidt ind til hvad hun tænkte, men fik ikke noget svar. Hun ville ikke fortælle mig, hvorfor hun var ked af det. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor helt igennem forfærdeligt og hjerteskærende det er at se sin lille pige kæmpe så meget – og have det alt sammen inde i en lille krop, der slet ikke er stor nok til at bære det. Jeg var helt, helt ulykkelig.

Det er jeg sådan set stadig. Vi kom til hotellet i går aftes, og i dag har børnene og jeg hygget os. M klager næsten ikke over mavesmerter længere, og humøret stiger lidt i etaper, men hun er slet ikke sig selv. Hun er så langt fra sig selv, at jeg får fysisk ondt i maven, når jeg ser hendes lille ikke-smilende ansigt. Hun har altid været “mors pige” med alt det nærvær og de kys og kram, der hører med dét, men lige nu søger hun mig slet ikke. Hun virker på en eller anden måde vred på mig, hun er distanceret, og det gør så ondt, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal beskrive det. Hun griner heller ikke meget, og selv om der kommer flere og flere smil, er det stadig få. Hun spiser stort set ikke. Hun siger hun er sulten og bestiller mad, men når det er der, rører hun det ikke.

Samtidig er hun med ét blevet langt mere grænsesøgende end hun nogensinde har været. Det er ikke voldsomt, men for os, der kender hende, er det soleklart. Jeg har to lommepsykologiske teorier: den ene er, at hun er vred på os for at have sat hende i den her situation, som hun tydeligvis føler sig så skidt til mode i. Den anden er, at hun lige nu er så utryg, at hun tester vores kærlighed for at være helt sikker på, at den er der, og at hun, når alt nu er så overvældende og usikkert, stadig kan regne med den og os. At intet ændrer sig, og vi er de samme, som vi altid har været. Eller en kombination eller noget helt tredje. Uanset hvad det er, er hun en anden.

Jeg ved godt, vi har været bundnaive. Vi havde forventet en reaktion, men jeg havde helt ærligt ikke forventet den her reaktion. At vores lille, glade, omsorgsfulde, udadvendte pige skulle blive så indesluttet, så trist, så tynget af en eller anden forfærdelig utryghed, der faktisk minder om en depression. Jeg ved godt, at vi lige er kommet, og at det er alt, alt for tidligt at konkludere noget som helst. Men … det er så hårdt. Jeg er dybt ulykkelig over at se hende sådan, og jeg tænker hele tiden på, om vi har “ødelagt” hende. Om hun nogensinde bliver sig selv igen. Om den her beslutning i virkeligheden bare var helt, helt forkert for en som hende, og om den her begyndelse er for stort et traume.

Vores aftale lige nu er ikke at presse hende. Hverken til at tale om det eller til at “ville os”. Vi er hos hende hele tiden, og vi gør os umage for at vise hende, at vi er, lige som vi altid har været, og at intet mellem hende og os har ændret sig, selv om vores omgivelser har. Vi er nødt til at give det og hende lidt tid, inden vi gør noget mere drastisk. Men det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har oplevet, og det er kommet helt bag på mig. Lige nu går jeg bare og venter på, at hun vil kramme mig igen.

5 tanker om “En lille pige med store følelser

  1. kære Julie (og mand),
    det kan godt være det lyder ufølsomt, men det er ikke ment sådan- jeg tænker, at det er godt, at I har en pige der reagerer fuldstændig normalt på en helt unormal situation. Man kan forberede og forberede og sætte nok så mange ord på noget. Det hjælper dem til at forstå hvad der skal ske, altså rammerne og strukturen, hvilket jo er fint. Hvad angår det følelsesmæssige og det at skulle sige farvel til næsten alt det man kender, så har de små ikke en kinamands chance for at forholde sig til det, – de har ikke gjort sig erfaringer med det før og hvor skulle de dog vide fra, at det er noget, der bliver godt. De kan bare forholde sig til det ukendte. Vi har som bekendt en følsom fyr og det der hjælper her, er at italesætte de følelser det evt kan handle om. Vi italesætter det som hypoteser – enten overfor hinanden eller overfor ham. Vi spørger ham ikke, men snakker altså blot om, at hvad det mon kan handle om, når man har ondt, er ked af det eller vred, så han selv kan få redskaber til at identificere de følelser det måske handler om. Vi prøver desuden at holde fast i alt det kendte (ved godt det er svært, når der nu ikke er så meget “plejer” lige nu, men måske der alligevel er rutiner, man kan holde fast i og som kan give hende tryghed).
    Det er ikke sjovt at være vidne til lige nu og man føler sig jo noget så afmægtig og skyldig, men er sikker på, at hun nok skal blive tryg/glad igen
    kh m
    ps: vi oplever ret store reaktioner lige nu pga oldemors død. Måske det også fylder noget?

    1. Kære Malene – det giver så god mening, alt dét du skriver, og jeg tror du har rigtig meget ret. Selvfølgelig reagerer hun på så stor en ændring, og hvordan gør man det, når man er knap fem og ikke kan finde ordene – måske ikke engang kan finde ud af, hvad det egentlig er, man føler?
      Jeg tror også, det er vigtigt at huske på, at det jo er mig (os), der er de(n) voksne her, så det kan heller ikke nytte noget, at jeg går alt for meget i sort over det her. Jeg er nødt til at kunne se lidt ud over min egen reaktion på reaktionen.
      Jeg har også tænkt tankerne ift Oldemor, og jeg aner ikke, om det også kan spille ind. Men man kunne jo nok godt forestille sig, at det havde en eller anden form for effekt oven i det følelsesvirvar, der allerede er der.
      kh Julie

  2. Åårh.. det lille skind. Et af vilkårene, som de ALDRIG skriver noget om i bøgerne, er, at fra det sekund, man bliver mor, forsøger man at tage sine børns smerte på sig. Det er hårdt arbejde at være mor.

    Da jeg læste dit indlæg dukkede der tre tanker op, som jeg fik lyst til at skrive til dig:
    1) Hun er jo en solidt funderet lille pige og I gør instinktivt alt det rigtige. Og når I er rolige, så kommer det også til hende.
    2) Jeg hørte om en mor, som fik et handicappet barn. Hendes første reaktion var at tage barnet ind til sig og sige “Dette her skal vi nok klare sammen” – og det har været hendes mantra gennem hele vejen igennem. Det er en god forsikring for et barn som måske føler sig udfordret/presset.
    3) Jeg tænkte på, om det kunne gøre en forskel at bringe min Ida i spil? Hun vil helt sikkert gerne skype med Martha. Hun plejer at være rigtig god til børn og hun er jo en ung pige, som er rejst til USA alene og som går i skole derovre. Det kunne være, at hun kunne fortælle noget, som Martha kan relatere til og som måske afmystificerer det?

    Herovre i Danmark sidder din mor og ønsker, at hun kunne hjælpe dig med at løfte alt det svære, du er i nu. Du kan ligeså godt vænne dig til tanken; Det holder ALDRIG op !!
    Og det er i gunden ret fedt, ikke?

    Mange tanker her fra sidelinjen 🙂

    1. Tak for dine søde ord, Sidse. De hjælper, og det er dejligt at mærke, at de ting, jeg skriver dels giver mening og dels nok ikke er så unormale.
      Dit forslag om at tale med Ida er virkelig sødt – jeg tvivler dog på, at der lige nu ville komme så meget ud af det, da M fuldstændig benægter, at flytningen skulle være svær for hende. Når vi snakker om det – uanset om det er direkte eller sådan mere metaagtigt, så er der ingen “indrømmelser” overhovedet (i mangel af et bedre ord). Derfor ved jeg ikke, hvor meget der lige nu ville være at snakke om. Men måske lidt senere, når det hele er kommet lidt på afstand, og det måske endda går bedre – så kan det sagtens være, at vi vil tage imod tilbuddet!
      kh Julie

  3. Av det gør helt ondt at læse 🙁 Med det sagt er jeg sikker på hun nok skal komme igen 🙂 Det er jo helt nyt det hele, så længe i er der og viser kærlighed og ikke mindst at i er trygge ved situationen, så skal det nok gå. Sender et kram 🙂 Og håber det er blevet bedre..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *