Ro og raske børn

Efter en lille uges tavshed er det vist på tide med en opdatering her på bloggen. 🙂 Jeg har fået så mange søde tilkendegivelser i forhold til vores svære start, så det vil jeg begynde med at følge op på. M bliver gladere og gladere for hver dag, og vi ser meget mere af den M vi kender, nu. Hun har stadig nedture – nogle af dem forudsigelige, andre komplet ud af det blå – men de bliver færre og mindre voldsomme. Hun er begyndt at finde ud af, hvor mange ting, der både er sjove og spændende og nok ikke helt så anderledes, som hun frygtede. Vi har været virkelig flittige med Skype og Facetime, så der er blevet vist rundt i lejligheden med iPad’en og fortalt og beskrevet.

Det er stadig overvældende for hende, at hun bliver talt til i et sprog, hun ikke forstår, og det er jo lige nu både det skønne og svære ved, at folk herovre er så utrolig imødekommende – ikke mindst, når det gælder børn. For uanset hvor vi er, er der folk der henvender sig til hende og A, fortæller dem, at de nuttede, smiler til dem, griner til dem. Og hver gang kan man se, hvordan genertheden overvælder M, fordi hun ikke forstår et ord. Heldigvis bliver alt jo hurtigt oversat, men det bliver så fint, når hun selv begynder at forstå lidt.

Men alt i alt er fremskridtene kommet meget hurtigere, end jeg havde turdet håbe de første par dage. De er begge nogle robuste små skabninger, og selv om det var hjerteskærende i begyndelsen, er jeg faktisk glad for, at M reagerede på de følelser hun havde, og lod dem både vokse og svinde ind igen – og erstatte af nogle, der er nemmere at håndtere.

For A’s vedkommende har det mest bemærkelsesværdige – ud over hans angst for lofternes femarmede uhyrer – faktisk været hans vejrtrækning. Han har haft virkelig mange problemer med konstante forkølelser, hoste, lungebetændelser og hvæsende vejrtrækning derhjemme, og nærmest fra dét sekund vi landede, var det væk. Hans vejtrækning er rolig og normal, og vi har nærmest ikke hørt et host, siden vi kom. 7-9-13. Vi havde tænkt på, om det subtropiske klima kunne gøre en forskel, men vi havde ikke regnet med, at det kunne ses så hurtigt.

Vi er alle begyndt at få en hverdag med alt hvad det nu indebærer her. For eksempel at købe ind til spaghetti carbonara i det lokale kæmpesupermarked og finde ud af, at man er kommet hjem med bacon, der er marineret i ahornsirup. At ryste tøj, der har ligget på gulvet, for at tjekke for black widow-edderkopper. At tage bilen til supermarkedet, selv om det ligger 300 meter væk. Og alle de andre små syrede ting, som er dem, der gør det her så sjovt.

Der er lidt længere mellem indlæggene disse dage; ikke fordi tiden ikke er der, men fordi det er begrænset hvad vi oplever lige nu. Vi tager den med ro, prøver at få lidt rutine på dagene og nyder bare, at vi har så meget tid til alt og hinanden. Det er helt, som det skal være. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *