Små bonusser

Inden vi besluttede os for at kaste os ud i udlandseventyret, var der selvfølgelig en masse overvejelser, der kom, gik, blev siddende eller svandt. En del af dem har jeg tidligere skrevet om, men der har virkelig været mange og mange flere, hvilket nok kun er naturligt, når det er så stort et valg man tager stilling til – ikke bare på egne vegne, men på en hel families. Inklusiv små familiemedlemmer, som nok har en stemme, men alligevel ikke rigtig har noget at skulle have sagt.

Hvad ville det for eksempel betyde for mig og min mentale tilstand, at jeg ikke længere skulle arbejde, når min mand skulle i gang med sit? Hvad skulle jeg få tiden til at gå med? Bevares, jeg er bestemt ikke typen, der ikke kan sætte pris på en hel dag i sofaen, men det dér med sådan helt konsekvent ikke at have noget at lave; ikke at høre til et sted, det har jeg aldrig prøvet, og jeg er stadig spændt på, hvad det vil betyde for mig, når alt er faldet på plads, og vores hverdag rigtig begynder.

Endnu vigtigere end dét har dog været overvejelserne omkring børnene. Hvad ville det betyde for især M at sige farvel til alle sine venner og nære, og hvordan ville A reagere på at få helt nye omgivelser? De to spørgsmål kender vi (og I) jo allerede begyndelsen af svaret på, men derudover har vi faktisk allerede nu fået øje på en lille bonus, som vi slet ikke havde skænket en tanke inden.

Vi har nemlig været så ualmindelig selvcentrerede, at vi primært har tænkt over, hvor meget det ville give børnene at få så meget tid med os (og især mig) herovre – helt uden at overveje, hvor meget det selvfølgelig også giver dem at have tid med hinanden! Lige præcis dét er allerede nu så tydeligt, at jeg slet ikke kan vente med at se, hvordan det udvikler sig herfra. De er vant til at være i hver deres daginstitution hele dagen, have et par timer sammen om eftermiddagen og aftenen, og i weekenden har de selvfølgelig hinanden på noget nær fuldtid, men der er som regel både planer, aftaler og ting, der skal ordnes.

Herovre har de helt, helt ro på, for vi skal ingenting. Vi har heller ikke særlig meget legetøj, ud over hvad vi lige kunne have i en kuffert og så et par ting, vi har købt eller lånt herovre. Men de NYDER at se hinanden, at være sammen, at lege, kramme og fjolle. Det er vanvittig fedt at se, hvor gode venner de bliver, og hvor glade de er for at have hinanden.

Jeg kan godt blive lidt flov over ikke at have tænkt den tanke forinden, men det går nok. Det er i lige så høj grad de små positive overraskelser, der får den her beslutning til at føles mere og mere rigtig, som det er svarene på de spørgsmål, vi selv har stillet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *