Den overfladiske effekt

Klicheen om de overfladiske amerikanere er gammel og stædig. Alle steder bliver man mødt af et “Hi, how are you?”, og nej, det er ikke en invitation til at gå i dybden med, hvordan dagen i dag faktisk er særlig hård, fordi man blev vækket tidligt af en havemand med en løvblæser lige uden for vinduet (true story). Det er derimod en invitation til at svare “I’m great, thanks! How are you?” Eller fabulous. Eller bare good. Den lille gestus har rigtig mange danskere (og sikkert europæere generelt) altid betragtet som værende ekstremt overfladisk. Hvorfor spørge, hvis man alligevel ikke er rigtig interesseret i svaret?

Jeg har ikke været her ret mange uger, men jeg forstår det faktisk godt. Jeg har svaret på “how are you”-spørgsmålet utallige gange hver eneste dag, og mit svar er altid nogenlunde enslydende. Umiddelbart en tom floskelgestus – og dog. For den hilsen er et virkelig godt eksempel på den imødekommenhed, der med al naturlighed florerer herovre. Det kan godt være, der ikke er meget indhold i det, men man bliver faktisk i bedre humør af at blive mødt med et smil og et “How are you?”. Ja, det er måske overfladisk – og hvad så? Effekten er der stadig, og smilet svarer man jo også på – og det føles ikke overraskende bedre end at fortsætte videre ind i butikken med et tomt blik og ligeud-mund.

I sidste uge var jeg ude med Lauren, som jeg har mødt herovre. Hun er født og opvokset i Raleigh, men boede indtil for få år siden en årrække i både Paris og på Kreta, inden hun flyttede tilbage hertil. Og netop de små, tilsyneladende ligegyldige hilsner var noget af det, hun var glad for at komme hjem til. “Selv hvis man nu ikke er spor great, hvis man nu har en virkelig dårlig dag,” sagde hun, “så står der én der med et stort smil og spørger “how are you?” med den muntreste stemme, og så vil jeg da i hvert fald ikke være den, der dræber den gode stemning! Så smiler jeg og siger “great, thanks!”, og så kan jeg mærke, at humøret allerede er steget lidt.” Overfladisk? Helt sikkert. Men hvis effekten nu er positiv og resultatet en bedre dag, hvorfor så ikke tage imod med kyshånd?

Den amerikanske imødekommenhed mærkede vi også, da vi i går besøgte den lokale brandstation. Jeg havde fået et tip om, at brandmændene dernede var meget glade for at vise deres virkelig imponerende brandbiler frem – især for børn. Så jeg tog M og A med derned, og vi blev mødt af den sødeste brandmand, der bød os indenfor, viste rundt på stationen og lod børnene kravle op og rundt i en af brandbilerne. Mens de sad i den, gik alarmen, og så måtte de hoppe ud og kunne stå og se den suse af sted med blink og sirener. Det var en kæmpe oplevelse for dem begge, og den blev kun bedre af, at brandmanden var så utrolig rar. Han kom endda med to børnehjelme og et par nøgleringe til dem begge, mens han hele vejen igennem med smil og tyk sydstatsaccent forsikrede mig om, at jeg bare skulle lade børnene gå på opdagelse i bilen. “They can’t break nothin’, ma’am.”

Sådan er det alle steder herovre, og det er fedt. Børn er velkomne på stort set alle restauranter, god service er reglen snarere end undtagelsen, og man hjælper hinanden. Der er en positiv og rummelig mentalitet, og det er guld værd at føle sig så velkommen, når man skal finde sig til rette et helt nyt sted. 🙂

5 tanker om “Den overfladiske effekt

  1. Åhha, den har jeg også hørt meget om!
    Jeg skal selv på udveksling i NC til efteråret, og har derfor snakket meget med folk om det at få venner, når man ikke kender nogen, og når man som mig gerne vil møde amerikanere og ikke andre udvekslingsstuderende (eller jo, men jeg tager jo ikke til USA for at møde europæere).

    En af mine venner beskrev det for nyligt som ferskner og kokosnødder – danskere er ligesom kokosnødder, vi er svære at komme ind på, men så åbner vi os. Amerikanere skulle være ligesom ferskner, meget imødekommende og åbne, men med en hård kerne helt inde, som de ikke deler ud af.
    Om der er noget om det, det ved jeg ikke (der er jo forskel på at være overfladisk og på at være en fersken, som bare ikke deler sit inderste med folk, tænker jeg), men jeg sætter allerede på forhånd stor pris på, hvor venlige sydstatsboere er. Om man så kommer videre fra det stadie, det må tiden vise 🙂

    1. Det er faktisk en sjov parallel, den med ferskner og kokosnødder! Man kan jo i hvert fald godt forestille sig, at hvis ens ydre skal som oftest “tvinges” positiv og sprudlende som det måske kan være tilfældet for mange herovre, så kan det være endnu sværere – og meget mere grænseoverskridende – at lade andre se den inderste kerne, som måske også har mørkere sider at byde på. Hvorimod hvis man, som mange danskere, bare er sådan lidt mellemhumøragtig og uimponeret, så virker det ikke som et så stort “indre overgreb” at lade folk se hvad man ellers kæmper med. Hvis det giver mening? 😉

      Og god tur! Det bliver da superspændende. 🙂

      1. Ja, den gav også rigtigt god mening for mig, faktisk – og så blev jeg også lidt glad ved tanken om at folk er lidt nogle frugter.
        Jeg synes, at det giver mening 😉 Der er ikke så stort et spring fra mellemhumør til mere seriøst humør, som der er fra imødekommende og sprudlende til seriøst.

        Jo tak – jeg er også meget spændt!
        Kan også virkeligt godt lide at følge med i jeres tur, både fordi det er relevant ift. North Carolina og USA, men også fordi du skriver rigtigt godt og vedkommende – også selv om vores udgangspunkter er enormt forskellige, så er dine tanker rigtigt spændende at følge.
        Keep up the good work!

        1. Tusind tak skal du have! Det er virkelig dejligt at læse. Når jeg skriver, er der jo en masse der både giver mening og er interessant inde i mit hoved, men om det så lige rammer andre kan være ret svært at fornemme forinden. Det er fedt at høre, at det lykkes! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *