Vi skal hjem!

Om et par uger vender vi næserne mod Danmark for en kort bemærkning. Vi skal på den amerikanske ambassade og forhåbentlig få klaret de endelige visumdetaljer, der betyder, at vi kan finde hus, børnehave, en hverdag.

Forhåbentlig bliver det også det vendepunkt, der gør, at vi kan begynde den proces, det er at føle sig hjemme. Vi tager os selv i konstant at omtale Danmark som “hjem”, selv om vi prøver at lade være. For fra nu af er dét her jo hjemme. Det er så vigtigt, at vi og allemest børnene når et punkt, hvor omgivelserne her føles lige så trygge, rare og hjemlige som “dem derhjemme”, men det er selvsagt lidt svært, når vi voksne konstant taler om “hjemme” kontra “herovre”. Det er en vanesag, og det skal nok komme, men tiden indtil nu har været præget af en mellemlandingsstemning. Vi er ikke rigtig flyttet, men er det lidt alligevel.

Når “hjemme” er på plads, kan vi også finde ud af, hvor børnene skal til at bruge deres hverdage. Området her har masser af gode offentlige skoler, men der er stadig en langt bredere tendens til at sende sine børn i privatskole, end der er derhjemme (se, der gjorde jeg det igen!) Vi prøver desperat at blive klogere på, hvad det rigtige valg for os er, men det er svært, når det virker, som om der bliver lagt vægt på nogle andre ting her. Mange skoler går meget op i på månedsbasis at vise forældrene, hvor meget deres børn har lært – til gengæld virker det ikke som om sociale færdigheder, som i mine øjne er mindst lige så vigtige, fylder så meget i pensum – heller ikke i de helt små klasser.

Vi skal kun være her nogle år, så for mig er det vigtigere, at M får en god start på sit skoleliv, end at hun opnår en akademisk førsteplads i sin børnehaveklasse. Det er også vigtigere for mig, at A får lov at lege og udforske, som han ville gøre det i en institution i Danmark. Samtidig synes jeg, det er fantastisk, at de amerikanske skoler – private såvel som offentlige – går så meget op i deres ansvar og virkelig gør en dyd ud af at forberede selv de små børn på lærdom og dygtiggørelse. Jeg vil bare gerne have en blanding, der gør børn glade!

Brassfield, Goddard, Ravenscroft, Primrose og Montessori er nogle af navnene på skoler i området, som både er anerkendte og dyre. Alle har fine hjemmesider, der fortæller en masse om hvad de kan og hvorfor lige præcis de er det bedste valg. Men når man sidder herovre, ret mutters og helt ny, og bare gerne vil have en masse personlige erfaringer, og det er lige præcis dem, der er sværest at få – ja, så føles det altså lidt som et lotteri. Vi må mærke efter, når vi har taget en rundtur på dem, der ligger i nærheden af vores nye hjem.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *