Guddommeligt mersalg

Det er ingen nyhed, at USA ikke bare er mulighedernes, men også afstandenes land, og at man derfor er ret meget på spanden uden en bil. Offentlig transport – i hvert fald her i North Carolina – er stort set ikke-eksisterende, og de fleste mennesker kører rundt i store, robuste biler. Tit er det firhjulstrækkere og pick up-trucks, og når man ser den imponerende mængde roadkills der ligger langs vejene, forstår man godt, hvorfor mange vælger Fiat 500’en fra.

Forleden skulle jeg ud at prøve en “konebil” (det er altså et lamt ord!), og eftersom en god bil her koster en brøkdel af hvad den gør derhjemme, var barren sat højt. Vi tog hen til et af de store og dyre bilmærker, og jeg satte mig ind sammen med den utrolig rare sælger. Undervejs på turen snakkede vi om vores planer herovre og om, at jeg nu for første gang i mit liv skulle prøve at være hjemmegående, og hvordan det på samme tid både var en stor omvæltning og et kæmpe privilegium. Hans kone havde også altid haft fuldtidsarbejde, fortalte han. Men i år havde de i fællesskab valgt, at hun skulle sige sit job op for at gå hjemme med deres datter. De havde snakket meget om det, og beslutningen blev taget efter mange snakke – og bønner.

Det var første gang Gud kom op under vores besøg hos bilsælgeren, men det skulle ikke blive den sidste. Tim, som sælgeren hed, fortalte os ikke bare om alle fortræffelighederne ved den bil vi havde i tankerne og området vi planlægger at bo i, men også om sin kirkegang og hvor hans præsts børn gik i skole. Inden vi gik, sagde han: “Og så skal jeg jo spørge jer, fordi det er mit job, om I har overvejet hvilken menighed I vil høre til?”

Jeg tvivler på, at nogen nogensinde i Danmark er taget ud for at prøve en bil og så har oplevet at få en menighed med i købet. Det er i hvert fald en type mersalg, jeg ikke mindes at være stødt på. 😉

North Carolina er muligvis ikke the deep south, men det er helt klart southern. Og her tænker jeg ikke bare på den vildt charmerende sydstatsdialekt, som i nogle tilfælde er så tyk, at jeg har svært ved at forstå hvad de velmenende mennesker siger til mig, men også på den religiøse stemning, der er til stede rigtig, rigtig mange steder. I vores jagt på den rigtige skole til M kan vi vælge mellem private, offentlige og kirkelige institutioner – og sidstnævnte er der altså mange af! Når man kører langs landevejene, er en stor del af haverne pyntet med store kors, og i nogle – indrømmet, ret creepy – tilfælde er korsdekorationen endda videreudviklet med en knælende, bedende dukke i menneskestørrelse.

Da jeg sad der i bilen og snakkede med Tim om indbygget GPS, sædeindstillinger og Gud, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget en mand som ham ville falde uden for normen hjemme i Danmark. Folk, der er helhjertet kristne og står ved det, får ofte et lidt kikset og særlingeagtigt stempel på sig. Tim var hverken kikset eller sær; han var helt utrolig rar og imødekommende og på alle måder behagelig at snakke med. Selvfølgelig var han det.

Det varer sikkert ikke ret længe, før vi har vænnet os til, at Gud sniger sig ind ret mange steder her. Og selv om vores ophold herovre nok ikke ligefrem kommer til at gøre os mere religiøse, så er jeg sikker på, det vil gøre os mere åbne og mindre fordomsfulde over for dem, der er. 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *